Kunderne vælter ind hos nyetableret gårdbageri

Par har fundet ny arbejdsglæde efter minkene. I foråret åbnede de bageri i deres gamle pelseri, og kunderne vælter ind.

Der er sandhed i det gamle mundheld om varmt brød, hvis man spørger parret Carsten Rahbek og Camilla Vinther Jakobsen. For i påsken åbnede de bageri i deres gamle mink-pelseri på gården i Højmark ved Ringkøbing, og den forgangne måned er det væltet ind med kunder, der køber surdejsboller og flødeskumskager, så poserne bugner.

- Det er ikke kunder, vi mangler, siger 29-årige Camilla Vinther Jakobsen, der med parrets tvungne farvel til minkene så sit snit til at bruge sin bageruddannelse i de tomme stalde.

Dermed er alle bekymringer for, om kunderne nu også virkelig gad køre otte kilometer "ud på landet" efter bagerbrød, gjort til skamme.

- Jeg ved ikke, hvad vi havde forventet, men jeg tror ikke, det kunne være gået bedre. Det har ikke været noget problem at få kunderne herud, så nu gælder det bare om at få dem til at komme igen, siger Camilla Vinther Jakobsen.

Hun fortæller, at der kommer omkring 300 kunder forbi bageriet i løbet af en weekend, og at hun allerede ser flere kunder komme igen.

-Men der er faktisk også mange, der spørger, om det lugter af mink stadigvæk. Jeg ved ikke, hvorfor folk tror, der lugter af mink.

Glad for fleksibel livsstil

Før november 2020 var der 10.000 mink og et pelseri på bedriften. Sidstnævnte er nu blevet endevendt og ombygget til et 50 kvadratmeter stort industribageri - og en gammel lade i forlængelse af pelseriet er blevet til 80 kvadratmeter moderne gårdbutik.

Størstedelen af ombygningen stod 34-årige Carsten Rahbek selv for, og da nøglerne var overdraget til konen, gik han i marken.

Ved siden af det forefaldende vedligeholdelsesarbejde i bageriet driver han nemlig 240 hektar sammen med sin bror.

- Efter han afleverede nøglerne, kørte han i marken, og så gik der 14 dage, før vi så ham - han skulle jo have kartoflerne i jorden, siger Camilla Vinther Jakobsen, der kalder de første åbningsdage for "en hård ilddåb".

- Det er først nu, der begynder at komme lidt mere ro på, men jeg tror, at vi er helt vildt godt tilfredse alle sammen, og det har faktisk levet op til de forventninger, vi havde til hverdagen, siger hun. Parret har især håbet, at de kunne bevare den fleksible livsstil ved fortsat at være selvstændige på gården.


I det gamle pelseri er der nu indrettet et industribageri. Privatfoto


I den gamle stald er der indrettet bagerbutik og café. Pivatfoto

Lugten er væk

Parret fortæller, at de har oplevet utrolig stor opbakning til bageriet fra landbrugskollegerne, men andre kunder kan godt være lidt skeptiske over at hente kanelsnegle, hvor der tidligere blev pelset mink.

- Der er mange, der synes, at det er imponerende, at det har været et pelseri, og der er mange landmænd, der har læst om os, og som har sommerhus her i området, og som kommer forbi og kigger. Der er endda nogle helt nede fra grænsen, der har været forbi, siger Camilla Vinther Jakobsen, før hun med smil i stemmen tilføjer:

- Men der er faktisk også mange, der spørger, om det lugter af mink stadigvæk. Jeg ved ikke, hvorfor folk tror, der lugter af mink.

Kvalitet frem for mængde

Bageriet, hvor der nu også er en fastansat bager og en del løs hjælp, bruger kun danske råvarer, og Camilla Vinther Jakobsen kigger også på at skifte en del ingredienser til lokale varer. Parret har også måttet høre for, at de ikke sælger traditionelle rundstykker, men satser på surdejsboller.

- Det nemmeste var at gå ind og lave alt det, som alle andre også laver. Men jeg holder hårdt på vores koncept, og jeg vil hellere melde udsolgt end sælge 10 brød mere, som ikke er den kvalitet, jeg gerne vil have, siger hun.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle