Kuratorer vil hjælpe - nogle - BMG-kunder med gødning

Nogle af konkursramte BMG's kunder vil snart få leveret bestilt gødning. Men kun, hvis man ikke har forudbetalt.

Der er hjælp - nærmere bestemt i form af gødning - på vej til en mindre gruppe af landmænd, der er ramt af denne uges meget omtalte konkurs i kornhandelsselskabet BMG fra Randers.

Kuratorerne er nemlig klar til - trods konkursen - at levere en større mængde gødning, til en række af de kunder, der har bestilt hos selskabet.

"For ganske nylig er der landet et skib fra Kina med en ordentlig sending gødning til BMG. I stedet for at sælge det i en stor sending, så har vi kontaktet de knap 20 landmænd, der har bestilt gødning fra den sending", forklarer kurator Torben Korsager fra Interlex advokater.

"Vi sørger for, at de får leveret deres gødning mod betaling. De skal i hvert fald ikke bekymre sig om, om de får leveret eller om de skal ud at finde det andre steder. Så selv om mange bliver ramt, er der alligevel nogle, det kan lykkes os at redde tørskoet i land".

Har du forudbetalt, får du intet

Torben Korsager understreger, at de 18 landmænd, det drejer sig om, allerede er kontaktet.

Der er nemlig også en række kunder, der har bestilt gødning, som ikke får hjælp.

"Der er desværre nogle, vi ikke kan hjælpe på den her måde. Det drejer sig om dem, der har forudbetalt", forklarer Torben Korsager.

Så dem, der har forudbetalt står dårligere end dem, der kun har bestilt?

"Ja. Dem, der har forudbetalt, er henvist til at anmelde et krav i konkursboet. De penge er gået ind i konkursboet, og de (landmændene, red.) står så dårligere. De, der bare har bestilt til betaling ved levering, er i den her situation mere heldigt stillet. Og dem vil vi gerne prøve at hjælpe".

Hvor mange har forudbetalt?

"Det har vi ikke opgørelse over. Men der er en del landmænd, der har forudbetalt. Vi sidder i virksomheden i dag med virksomhedens nøglemedarbejdere for at danne os et overblik over, hvad er er forudbetalt".

Hvor store mængder gødning er der tale om?

"Det har vi ikke fuldt overblik over. Men der skulle være tilstrækkeligt til at opfylde aftalerne med de knap 20. Sendingen var netop tilsigtet de ordrer".

Hvor store beløb drejer det sig om?

"Det drejer sig om ret store beløb. Derfor synes vi også, at det var mest ordentligt, at vi prøver at få fat i de de landmænd, vi kunne hjælpe".

Emneord

BMG

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle