Kurt Skare: Jeg har ikke givet op

Konkursbegæringerne er indgivet for bedre at kunne "styre sagerne lige nu", lyder det fra Kurt Skare.

Selv om otte af Kurt Skares selskaber er under konkursbehandling er det ikke lig med at den 78-årige stifter har kastet håndklædet i ringen.

Det skriver TV2.

- Vi har valgt at begære virksomhederne konkurs, fordi det er den bedste måde at styre sagerne på lige nu. Jeg har ikke givet op, siger han til TV 2.

Kurt Skare afviser, at konkurserne skyldes, at flere store supermarkedskæder har droppet slagteriet som leverandør og han vil fortsat "kæmpe" for sine virksomheder.

Ifølge direktøren skyldes konkurserne derimod en ”dårlig likviditetssituation”. Konkurserne kommer kun få dage efter, at Rema 1000 droppede Skare Meat Packers som kødleverandør. Også Salling Group har stoppet samarbejdet med slagterivirksomheden.

Ifølge Kurt Skare er bygningerne, hvor virksomheder har til huse omkring 300 millioner kroner værd, og han skylder kun 10 millioner kroner i dem. Men det har ikke været muligt at få likviditet ved at låne i bygningerne, derfor har han taget skridtet med at begære virksomhederne konkurs.

Dette har han også i april 2022 forklaret til landbrugsavisen.dk da Skaregruppen aflagde et stærkt forsinket regnskab, hvor den daværende revisor aflagde regnskabet med en afkræftende konklusion.

- Det bliver ikke stærkere. Det er den mest alvorlige påtegning en revisor kan give, fortalte Statsautoriseret revisor Lars Kiertzner, der er ansat som chefkonsulent hos FSR -  danske revisorer om den afkræftende konklusion som revisionsselskabet Deloitte gav Kurt Skare Holding Aps i det aflagte regnskab. 

Dermed satte Lars Kiertzner en tyk streg under alvoren i situationen. 

- Altså de siger på godt dansk: - Vi tror simpelthen ikke, at virksomheden kan overleve det her,forklarede Lars Kiertzner til landbrugsavisen.dk. 

Kurt Skare selv forklarede på daværende tidspunkt virksomhedens problemer med, at 50 procent af omsætningen kom fra foodsektoren, som havde været været voldsomt udfordret af corona de sidste to år. Ja, nærmest ikke eksisterende. Samtidig har Skare Gruppen som en konsekvens oparbejdet et "meget, meget stort varelager" af de dyre udskæringer af oksekød, lød det tilbage i april.

- Men udvikling er vendt og kunderne fra foodsektoren er kommet tilbage, hvorfor efterpørgslen på vores produkter er stærkt stigende; sagde Kurt Skare.

/mebo

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle