Kurt Skare undgår personlig konkurs

Skifteretten i Esbjerg har godkendt den rekonstruktionsplan, som Kurt Skare mener er realistisk for at sikre sit livsværk.

Kurt Skare undgår at gå personlig konkurs. Ligeledes er hans holdingselskab, Kurt Skare Holding ApS, også reddet i første omgang.

Torsdag har Skifteretten i Esbjerg godkendt en rekonstruktionsplan, som Kurt Skare og rekonstruktør Henrik Selchau mener er realistisk for at redde Skares livsværk. De har nu et halvt år til at gennemføre planen.

Det skriver Finans, som har fået aktindsigt i kendelsen.

Kurt Skare har siden otte af hans selskaber gik konkurs i starten af februar ligeledes været under rekonstruktion og kæmpet for at finde en løsning, der kunne sikre overlevelse for hans egen økonomi og selskaberne.

Ifølge skifterettens kendelse "må det antages", at der er fuld dækning til de anmeldte krav i forbindelse med rekonstruktionen, skriver Finans.

Det betyder, at den mangeårige forretningsmand ikke er sat ud af spil i forhold til eventuelt at købe de konkursramte selskaber i Skare-koncernen.

I alt er ni selskaber erklæret konkurs i milliardforretningen. 

Ifølge en statusoversigt i forbindelse med rekonstruktionen er Kurt Skares samlede ejendomme, kapitalandele, grund og lignende opgjort til en værdi på 178 millioner kroner.

250 ton gammelt kød

Skare-koncernen kom i vælten efter en rapport fra Fødevarestyrelsen viste, at Skare Meat Packers har 250 ton kød på lager, der er op til 13 år gammelt.

Og selvom det i sig selv ikke er ulovligt at have så gammelt kød liggende, blev Skare Meat Packers politianmeldt af Fødevarestyrelsen.

Der er flere forhold i anmeldelsen. Dels handler den om, at Skare Meat Packers skal have forsøgt at forhindre, at Fødevarestyrelsen kunne lave en kontrol af virksomheden.

Derudover var det ifølge Fødevarestyrelsen ikke muligt at spore det gamle kød til dets oprindelsesland. Det skyldes, at anmærkningen manglede eller var blevet ændret.

De 250 ton kød er fortsat beslaglagt, efter Fødevarestyrelsen har givet Skare Meat Packers yderligere fire uger til at skaffe dokumentation for sporbarheden på de store mængder kød, der i december blev fundet på et eksternt frysehus.

Kuratorerne har nu frem til 20. marts til at finde dokumentation.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle