Kvæg: Seks gode råd om udbringning af gylle til vårsæd

Snart skal der udbringes gylle til vårsæden. Her er det meget vigtigt at have en optimal strategi, så man får den bedste N-udnyttelse, da der kan tabes helt op til 50 procents N-effekt ved ikke at udnytte gyllen optimalt.

Gylle kan udbringes til vårsæd både før og efter såning. Valget påvirker den udbringningsteknologi der skal benyttes og udnyttelsen af gyllens næringsstoffer.

Husk, at der er større fleksibilitet i tidspunkt for gylleudbringning end i såtidspunktet. Derfor bør gylleudbringning inden såning ikke prioriteres så højt, at man ikke kan nå at så rettidigt.

Udsættelse af såtidspunktet kan koste 20 kg kerne pr. hektar, for hver dag såtidspunktet udsættes. Derimod kan gyllekørsel altid udsættes til efter fremspiring.

Her er seks gode råd om udbringning af gylle til vårsæd:

1. Udtag gylleanalyser

Det er vigtigt at kende gyllens nøjagtige indhold af næringsstoffer, da gylle varierer meget mellem besætninger, og sjældent svarer til normberegningen. Derfor er det en god ide at få analyseret en gylleprøve fra hver tank før udbringning.

Gyllens næringsstofindhold og markeffekten af den valgte udbringningsstrategi er vigtige faktorer, når man skal bestemme, hvilken gyllemængde der er økonomisk optimal og skal tilføres afgrøden.

2. Udbringning før såning

Gylle der udbringes før såning, skal nedfældes. Det giver ofte den højeste og mest sikre udnyttelse af gyllens næringsstoffer, fordi nedfældning reducerer ammoniaktabet. Samtidig undgås kørsel i afgrøden og afgrødeskader og spor.

Ved nedfældning opnås også en placeringseffekt, der fremmer udnyttelsen af gyllens næringsstoffer, og reducerer lugtgener ved udbringning.

Forsøg viser, at nedfældning giver samme udbytteeffekt, uanset om det sker før eller efter pløjning.

Gyllen bør udbringes så tæt på såtidspunktet som muligt, da en tidligere udbringning øger risikoen for N-udvaskning, især på sandede jorder i nedbørsrige egne.

3. Forsuret gylle udbragt før såning

Gyllen kan dog også udbringes med slæbeslanger eller slæbesko før såning, hvis den forsures og nedbringes indenfor fire timer.

Forsuring har den fordel, at man kan fuldgødske med gylle, da svovlsyren normalt dækker afgrødens svovlbehov.

Forsuring giver dog ikke helt samme effekt som nedfældning, målt på ammoniakfordampningstab, og derfor er der krav om, at man supplerende skal tilføre forsuret gylle til 0,2 hektar vinterhvede/raps, for hver hektar der forsures og slangeudlægges til vårsæd. Inden gyllen udbringes, skal kommunen skriftligt informeres om, hvilke arealer der er omfattet.

4. Udbringning efter fremspiring

Udbringning efter fremspiring er også en mulighed, især hvis marken ikke har været farbar til færdsel med tunge gyllevogne før såning.

Det foregår normalt med slæbeslanger, hvilket giver højere ammoniaktab end nedfældning. Sæt derfor ekstra fokus på vejrforholdene ved udbringning. Vindstille køligt vejr med udsigt til nedbør eller aftenudbringning er ofte ideelt.

Forsuring af gyllen kan dog begrænse ammoniaktabet og øge N-udnyttelsen. Det er især fordelagtigt hvis: Vejret er varmt, blæsende og tørt. Gyllen er tyk. pH-værdien i gyllen er høj (fx afgasset gylle). Afgrøden er lille. Og jorden er tør og skorpet.

Jo senere N-tilførsel, jo mere ender som protein i kernen. Så ved gylleudbringning efter fremspiring øges risikoen for en for høj proteinprocent i maltbyg.

Venter man med at udbringe gylle til afgrødens buskningsstadie, bør man grundgøde med en mindre N-mængde før såning, fx ved at placere eller iblande gødning i udsæden.

5. Tilsætning af nitrifikationshæmmere

Nitrifikationshæmmerne forsinker omdannelsen af gyllens ammonium-N til nitrat-N. Sidstnævnte har større risiko for at blive tabt ved udvaskning.

De seneste års landsforsøg har ikke vist sikre udbytteeffekter ved tilsætning af nitrifikationshæmmere til gylle, der udbringes til vårsæd.

De har primært effekt, hvis man udbringer gylle meget tidligt på året på sandet jord i nedbørsrige områder af landet - og her kan de tilsættes som en forsikring mod nitratudvaskning.

6. Husk reglerne

Reglerne siger, at gylle ikke må udbringes på lørdage og søn- og helligdage på arealer der ligger nærmere end 200 meter fra byzone/sommerhusområder.

Flydende husdyrgødning må ikke udbringes, så der er risiko for afstrømning til vandløb, dræn, søer over 100 kvm og kystvande - eller på vandmættede og snedækkede arealer, og arealer der er frosne i pløjelagets dybde. Det er dog tilladt at udbringe gylle på nattefrost, hvis jordskorpen tør i løbet af dagen.

På skråninger med 6-12° hældning mod vandløb og kystvande skal husdyrgødning i en afstand på 20 meter fra vandmiljøet nedfældes parallelt med vandløbet.

Kilde: landbrugsinfo.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.