Økologisk mejeri får mindre mælk i tørken

Det er ikke kun planteavlernes afgrøder, der bliver ramt af tørken. De økologiske mælkeproducenter oplever nu, at tørken skader mælkemængden.

Det økologiske mejeri Naturmælk havde leverandørmøde tirsdag, og her blev den omfattende tørke også diskuteret.

Hos Naturmælk er man observante på leverandørernes situation.

”Vi blev gjort opmærksomme på, at der nok ville mangle nogle liter på indvejningen. Jeg har ikke set tallene for i dag, og det er ikke voldsomt endnu, men det er noget vi begynder at kunne se”, fortæller direktør for Naturmælk, Leif Friis Jørgensen.

Manglen på græs blandt økologer tager til, og det mærker man altså nu udslaget af, når der bliver leveret mælk til mejeriet. 

"Vi taler ikke om mere end nogle hundrede liter hos en leverandør, men det skal jo heller ikke gå den vej", siger Leif Friis Jørgensen.

Økologerne kan ikke supllere med andet foder i samme stil som konventionelle producenter, og det er ikke alle de økologiske mælkeproducenter, som kan vande deres græsmarker.

Læs mere om de økologiske mælkeproducenters udfordringer i tørken her.

”Alle vores landmænd kan mærke tørken, og det er et stort problem, når de ikke får vand. Det går for hurtigt ned ad med produktionen lige i øjeblikket. Men der er allerede kommet lidt nedbør, vejret er koldere, og der er skyer på himlen, så vi tror på det bedste”, fortæller mejeridirektøren og understreger, at sommeren er en ekstra vigtig periode for producenterne:

”I sommerperioden er det lidt billigere at producere mælken, så det vil være ærgerligt, hvis der ikke kan gøres gavn af det på grund af vejret”, forklarer han.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.