’Kviktest’ giver lavt medicinforbrug mod yverbetændelse

Celletallet er lavt og det samme med medicinforbruget. Er der mistanke om yverbetændelse, tager de en ’Point to Cow’ test.

Stieneke Ijdema, der sammen med sin mand Boudewijn driver Fruerlundgaard ved Kjellerup, elsker systematik, og det er med til at holde et meget lavt celletal i mælken, fordi køerne behandles rettidigt og korrekt.

De ni Lely-malkerobotter er alle forsynet med celletalsmåler, som hver gang, der malkes, viser mælkens celletal.

»Hvis celletallet er over 250.000, kigger vi til koen, om vi skal gøre noget, og er det over 500.000 gør vi altid noget aktivt«, siger hun.

Medarbejderne har alle givet kurser i at holde øje med køernes trivsel og velvære.

»Koen fortæller en masse, og medarbejderne ved så præcist, hvad de skal gøre i hver situation«, siger hun.

Tester køerne

Stieneke Ijdema er meget glad for Point of Cow, en kviktest, der kan give tre svar: Er der bakterier til stede? Er de gram positive? eller er de gram negative?

»Det kan alle finde ud af, og man får svaret hurtigt. Det er meget lettere end at dyrke agarplader, for der er så meget, der så kan forstyrre svaret. Og sender man prøve ud af huset, skal man vente«, argumenterer hun.

Svaret afgør, hvilken behandling koen skal have.

Er der ingen bakterier, får koen smertestillende, så den føler sig bedre tilpas.

Er resultatet gram negativ, får den også smertestillende - Metacam.

Er den gram positiv, får køerne penicillin.

»Point of Cow hjælper os med at beslutte, hvilken behandling koen skal have. Der bliver generelt brugt for meget unødvendig medicin, men vi vil ikke behandle en ko, som ikke har brug for medicin. Det er dyrt og besværligt, fordi vi også skal tilbageholde mælk, og det forstyrrer balancen i yveret. Ulempen er, at jeg ikke kan se, hvilken bakterie det er, men det vigtigste er, at jeg ikke behandler forkert og ødelægger yveret«, argumenterer hun.

Tjekker for resistens

Hvis en ko flere gange er positiv, dyrker hun agarplader for at afgøre, om den er resistent over for penicillin og skal have anden behandling.

I forbindelse med afgoldning, hvor køer ofte får stigende celletal, behandler Stieneke Ijdema selektivt.

»Hvis celletallet er under 200, får de ikke medicin. Hvis det er over, får de medicin«, siger hun.

Faktaboks

5 trin

Sådan tester man, om der er brug for behandling

 

  • Testrør: I praksis bruges Point of Cow ved at udtage en mælkeprøve i et testrør
  • Testpipette: Fra testrøret fyldes en testpipette
  • Testbrik: Testpipetten tømmes på en testbrik, der til forveksling ligner en covid-19 kviktest
  • Inkubator: Nu skal testbrikken i inkubator eller varmeskab ved 37 grader i 14-16 timer, før man kan aflæse svaret på testbrikken
  • Svarmuligheder: De tre svarmuligheder er: 1) ingen bakterier, 2) gram positive bakterier, 3) gram negative bakterier 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.