’Selfie’ i stalden afslører farlige situationer

Video optaget i stalden blev en øjenåbner for landmand i forhold til potentielle arbejdsulykker med køer.

Det bliver mere håndgribeligt og lettere at snakke om sikkerhed i kvægstalden, når man kan se en video med sig selv og medarbejderne i aktion.

Det mener Emmeli Holst, driftsleder hos Ole Andersen på Solbakken med 220 jerseykøer i Bindslev.

Hun erfarede det, da kvægrådgiver Karin Møller Larsen, LandboNord, kom på besøg og satte et kamera op ved opsamlingen til malkestalden.

"Egentlig havde vi fine malkerutiner, og vi er gode til at snakke om på forhånd, hvordan vi skal gøre tingene. Det er bare ikke altid, at man lige er opmærksom på, at man gør nogle ting, der kan udvikle sig til at blive farlige", siger Emmeli Holst.

Ifølge Karin Møller Larsen får man, når man ser sig selv på video, øje på meget mere og kan tilpasse rutinerne.

»Så har man bagefter noget konkret at tale om, når man snakker sikkerhed. Det er en god måde at analysere situationen helt konkret og en øjenåbner for landmanden«, siger hun.

Emmeli Holst bekræfter.

"For os har det været vigtigt, at det var håndgribeligt. Vi gør, hvad vi kan, for at undgå farlige situationer".

Viste fejl

I den konkrete situation blev Emmeli Holst opmærksom på, at en skolepige, der gerne ville gøre arbejdet ekstra godt ved pattedyp, stak hovedet ned for at se, om patterne så ordentlige ud, da hun hjalp med at tørre for inden malkning.

"Hun kom lidt tæt på benene, og er man uheldig, kan det føre til spark", forklarer hun.

En anden situation, der blev ændret, var i forbindelse med aflæsning af øremærker ved udtagning af mælkeprøver, hvor medarbejderen stod eller hoppede op på en kant nede fra malkegraven for at kunne aflæse disse med risiko for at glide og brække eller forstuve noget.

Et tredje sted, der skal passes på, er ved opsamlingspladsen, når køerne skal malkes.

"Vi kunne se på videoen, at når vi skulle op mellem dyrene for at dirigere dem ind i malkegraven, var det ikke altid, vi fik læst dyrene korrekt, og så risikerer man at komme i klemme mellem rør og dyr. Nu har vi fået snakket om, at vi skal holde os bag dyret, hvorved det dirigeres i den ønskede retning med kendskab til koens flugtafstand og ligevægtspunkt", forklarer hun.

Kvægbruget er et af de erhverv, hvor der opstår flest arbejdsulykker i landbruget.

Faktaboks

Ulykker med kvæg sker

  • Ved håndtering af kvæg i stald – f.eks. løbet ned, ramt, klemt 
  • Ved indfangning og drivning 
  • Ved malkning – f.eks. sparket, trådt på hånd eller fod
  • Ved behandling af kvæg, klovbeskæring, kælvning

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.