200 kvægbrugere starter webshop i kamp for et lavere forbrug af oksekød

De producerer selv kød, men synes at forbrugerne skal spise mindre, men bedre og dyrere kød.

 

Krogmodnede luksusbøffer, rød mørbrad og hakkekød i frysekasser kasser leveret direkte til hoveddøren. Med en ny webshop blæser 200 fritidslandmænd og nogle tusinde hoveder kvæg til kamp for et mindre forbrug af bedre oksekød fra køer opdrættet på fritidslandbrug. Her drejer alt sig om dyrenes velfærd og respekt for biodiversiteten.

"Alle os landmænd der deltager i projektet, består af familielandbrug med en stor passion for kvæget. Vi er på fornavn med vores dyr, der ved græsning sikrer, at hede, enge og overdrev ikke gror over, til skade for biodiversiteten", siger Jan Winum Povlsen, der er direktør i den nystarterede webbutik for Limousinekvægavlerne, Danske Bøffer, hvor forbrugerne kan købe kødkasser på abonnement udelukkende med dansk kød af kvægracen Limousine og fortsætter:

"Vores børn udstiller til dyrskuer med kalvene, og vi går op i vores dyr med liv og sjæl. Personligt har jeg 35 års erfaring og kan kende hvert eneste dyr i besætningen og også køernes forældre og bedsteforældre. Det er den respekt og forståelse for, hvor kødet kommer fra, og hvad man støtter med sit indkøb, vi gerne vil udbrede til forbrugerne", siger han.

Limousinekvæget er oprindeligt fransk, men Danmark har en af verdens fineste bestande af Limousinekøer på grund af den store avlsindsats, der har fremmet godt og mørt kød, siden den første Limousineko kom til landet i 1969.

Et mindre, mere bæredygtigt forbrug af oksekød

Madkulturen, der er en selvejende videns- og forandringsinstitution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, har undersøgt danskernes forhold til oksekød og evnen til at skubbe forbruget i en mere bæredygtig retning.

" Skærer vi danskerne over én kam, så er de meget prisbevidste på bekostning af kvalitet. Derudover bliver der brugt mindre tid i køkkenet, så kød ofte bliver reduceret til enten hakket eller skiveskåret, som kan tilberedes hurtigt, hvilket heller ikke fordrer den store kvalitetsbevidsthed. Til gengæld viser vores nye undersøgelse, at omkring 20 procent af danskerne er, hvad vi kategoriserer som entusiastiske madlavere, og det er den gruppe, som kan stemme med pengene og trække køledisken i en bedre retning", siger Judith Kyst, direktør i Madkulturen og tilføjer:

"For de øvrige danske madlavere, der har den største gamechanger, vi har set for madlavningen i mange år, været måltidskasser, som tvinger danskerne ud i fremmede udskæringer og anderledes opskrifter. Samtidig er indholdet også nøje afmålt, hvilket giver et balanceret kostindtag, hvor mantraet lidt, men godt hersker, når det kommer til kød".

De seneste tal fra Danmarks Statistiks Forbrugsundersøgelse viser også, at efter danskernes udgifter til oksekød de seneste 20 år er steget med over 20 procent, er kurven nu knækket og forbruget dalende – en tendens, som kvægavleren Jan Winum Poulsen, kan bakke helhjertet op om.

"Det kan virke paradoksalt, at vi som kødkvægsavlere ikke er interesseret i et stigende kødforbrug, men vores fokus ligger ubetinget på kvalitet fremfor mængde. Dansk Limousine Forening kan i år fejre 50-års jubilæum, og i al den tid, vi har eksisteret, har formålet været de gode dyreoplevelser og de store smagsoplevelser", siger Jan Winum Poulsen.

Som et Morten Korch landbrug

Tidligere slagtermester Stephan Wittendorf Nielsen har som en af de få forhandlet Limousinekød gennem flere år. Han har for nylig skiftet job, men Limousinekødets kvalitet står ikke til diskussion hos den erfarne slagtermester:

"Fedtmængden er lav, og så er det helt ufatteligt mørt på grund af de korte muskelfibre. Det skal hverken ligge i vandbad eller koges en hel dag. Bare giv det et par minutter på hver side, så er det klart", siger han og uddyber:

"Med omkring 30 års erfaring ved jeg, hvad der skaber kvalitetskød. En ting er, at Limousinekød generelt er godt. Men avlsarbejdet i Danmark er så passioneret – ja næsten nørdet, at de her køer virkelig lever et godt liv. Det er ligesom et Morten Korch landbrug, og det kan man smage i kødet".

Limousineforeningen annoncerer inden længe en række besøgsbesætninger på samme hjemmeside, som man kan købe kødet fra. Herefter kan nysgerrige forbrugere og kødentusiaster tage på besøg hos landmændene og opleve køerne i deres naturlige omgivelser og den daglige pasning af kvæget.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.