29-årig med 330 køer - og teknisk insolvent
Jesper Lyngbak Nielsen er forgældet, fordi han købte jord på toppen.

Jesper Lyngbak Nielsen har 330 malkekøer. Og så overstiger gælden hans værdier. 
Landmanden, der bor i Bolder­slev 15 km vest for Aabenraa, er en af de mange landmænd, der er teknisk involvent og lever på bankens nåde.

Den 29-årige Jesper Lyngbak Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i LandboSyd, står i dag frem i avisen Berlingske og fortæller om den svære situation, som han er havnet i.

Han overtog slægtsgården i 2007 og udvidede. Det kostede 210.000 kroner pr. hektar. Nu er samme stykke jord 140.000 kroner værd. Samtidig har Arla sænket afregningen på grund af stor mælkeproduktion og Ruslands importforbud.

Dermed er værdien i gården udhulet, og han kan nu investere 100.000 kroner hvert år, mens han afskriver værdier for 900.000 kroner.

Alligevel er Jesper Lyngbak Nielsen stolt - for efter at have haft en produktionsmæssig krise, så går det nu bedre.

»Med en produktion på tæt på 10.000 kg. mælk pr. ko pr. år og et fornuftigt udbytte fra marken synes jeg ikke, at jeg er nogen dårlig landmand. Bliver jeg nødt til at dreje nøglen om og gå herfra med familien på grund af den lave afregningpris på mælken, kan jeg egentlig gøre det med oprejst pande,« siger Jesper Lyngbak Nielsen til Berlingske.

Han er usikker på, hvor længe han kan blive som landmand på gården. Han vurderer, at banken ved, at de har den bedste landmand på posten og vil lade ham sidde. Men hvis han efter to år endnu ikke kan betale løn til sig selv, så ved han ikke, om det er dét værd.

Emneord ruslandskrise

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.