4,39 danske kroner i mælkepris for 2015 i Norge

Norske Tine kunne øge mælkeprisen i 2015 - og give hele 46 øre i efterbetaling

Det er ikke kun i norske kroner, at mejeriet Tines betaling til sine andelshavere lyder som en drøm for de danske mælkeproducenter.

Norske Tines årsregnskab viser nemlig, at de over 11.000 mælkeproducenter kunne hente hele 5,61 norske kroner - eller 4,39 danske - hjem som gennenmsnitspris for hele 2015.

Mens resten af verdens mælkeproducenter våndede sig over de stærkt vigende priser, kunne de norske landmænd endda øge deres indtægt med hele 6,2 procent viser regnskabet. En stigning på 33 norske øre.
Alene efterbetalingen, der altså er indeholdt i gennemsnitsprisen for året, endte på 59 øre per liter, eller svarende til 46 danske øre.

»2015 var et skelsættende år for Tine. Økonomisk har vi leveret det bedste resultat nogensinde,« konstaterer koncernchef i Tine-gruppen Hanne Refsholt.

Hun bemærker, at forbruget er ost er stigende i Norge, mens det er en udfordring for selskabet at indtagelsen af sødmælk fortsat daler.

Omsætningen endte på 22 mia. norske kroner (cirka 17,4 mia. danske kroner) for selskabet, der henter og sælger mælk og mejeriprodukter over hele Norge.

Det norske landbrug er kendt for at være meget anderledes indrettet end landbruget generelt i EU. Blandt andet har politikerne taget klare valg om massiv støtte til bedrifterne for at bevare bosætning i tyndt befolkede områder, især i de fjernere dele af det langstrakte land.

Samtidig har Norge en række toldsatser på mejerivarer, sådan at landets egen produktion beskyttes.
Den markant anderledes indretning af støttemulighederne betyder, at de norske bedrifter er langt mindre end for eksempel de danske. Mange norske producenter har i omegnen af 40 køer.

Mange steder er det et krav, at køerne er på græs mindst otte uger. Og en del landmænd malker slet ikke deres køer om sommeren, hvor køerne i stedet sendes på »fjeldferie«. Dette betyder dog også, at mejerierne betaler markant højere priser for den mælk, de trods alt modtager på mejerierne i disse perioder.

Tine indvejede i 2015 1,5 mia. liter komælk og 20 mio. liter gedemælk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.