70 landmænd med i nyt biogasanlæg

"Det er en drøm, der nu bliver til virkelighed."

Sådan lød det fra formanden for Sønderjysk Biogas Invest, mælkeproducent Erling Christensen, da det onsdag middag efter flere års forberedelser endelig var tid til første spadestik til det nye biogasanlæg ved Bevtoft ved Vojens.

Klokken 12.30 tog han sammen med borgmester H. P. Gejl (V), regionsformand Carl Holst (V) og adm. direktør i E.ON Danmark, Tore Harritshøj, første spadestik til det 250 millioner kroner dyre projekt.

"Vi har arbejdet med projektet gennem flere år, og det er dejligt, vi nu er i mål. Det er en stor dag for både landmændene og området," noterede Erling Christensen.

Sammen med 69 andre landmænd står han bag halvdelen af finansieringen, mens den anden halvdel kommer fra energiselskabet E.ON Danmark A/S i et såkaldt 50-50 procents joint-venture samarbejde.

Efter det første spadestik tager de store maskiner over, og gennem det næste års tid vil byggefasen være i gang med masser af håndværkere på stedet, men også derefter er der nye arbejdspladser i lokalområdet.

Til gavn for området

Biogasanlægget vil direkte beskæftige seks mand og 4-5 chauffører, hvortil kommer arbejdet i følgeerhvervene. Det gælder ting som service, vedligehold og reparationer.

"Omdannelsen af gyllen vil også gavne miljøet i form af mindre udvaskning, og det vil også glæde naboerne omkring de landmænd, der leverer gyllen til biogasanlægget. Den afgassede gylle, vi får tilbage og bringer ud på marken, er næsten lugtfri, så de kan sidde ude på terrassen og drikke kaffe, selvom vi kører gylle ud," pointerer Erling Christensen.

Borgmester H. P. Gejl konstaterede, at han er glad for, at projektet nu bliver en realitet efter at have været undervejs i syv år. Det vil gavne hele området.

Emneord biogas

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.