7000 til dyrskue i Thisted

Perfekt dyrskuevejr ved Dyrskuet Thy-Mors.

Da Dyrskuet Thy-Mors 2015 sluttede lørdag eftermiddag havde i alt 7.000 besøgende benyttet lejligheden til at opleve dyrskuestemning på dyrskuepladsen i Thisted.

Det var et perfekt, lunt dyrskuevejr med både sol og lidt skyer og uden alt for megen blæst. Først sidst på dagen kom der nogle få regndråber.

Igen var der høj kvalitet i dyreudstillingerne både blandt kvæg og heste, hvor der igen var Dansk Varmblods hest, som gik videre til Eliteskuet på Vilhelmsborg.

I sin åbningstale på dyrskuet lørdag morgen sagde Morten Yde, LandboThys formand, blandt andet:

"Til trods for de tunge skyer der hænger over erhvervet, har vi endnu engang skabt et lokalt udstillingsvindue for moderne fødevareproduktion – det er flot," lød det fra Morten Yde.

"Vi er presset som erhverv, og mange bedrifter kører på nødblus. Politisk handling er udeblevet, og vi kan konstatere, at det indtil videre er nødvendigt at tage opgøret i retssalen," sagde Morten Yde videre.

"Vi har et forskermiljø og et embedsværk, som tilsyneladende styrer efter egne miljømæssige holdninger og fordomme. Det er de vandområdeplaner, der lige nu er i høring, et klart bevis på. Med de konsekvenser, det også vil få lokalt, skal der lyde et klokkeklart 'Stop det'."

Det forestående valg bliver ekstremt vigtig for landbruget, slog han fast.

"Politikerne skal ikke være i tvivl om, at vi har behov for svar på, hvad vi skal levere. Vi skal have langsigtede løsninger og konkret handling nu," sagde han.
 
"Til trods for udfordringerne vidner den flotte udstilling i dag om et moderne erhverv med dynamik og et ønske om i fællesskab at vise lokalsamfundet, hvad vi bidrager med. Et bidrag som netop i vores område i en særlig grad har betydning i forhold til beskæftigelse og produktionsaktivitet."

Mere om dette tema

Her kan du finde artikler om de mange dyrskuer, der kommer i løbet af 2015. 

"Lad os være stolte af vores erhverv, glemme udfordringerne og nyde dagen med alt det, vores dyrskue har at byde på," sluttede Morten Yde.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.