98 andelshavere har meldt sig ud af Arla

51 danske og 47 svenske andelshavere stopper levereingen af mælk til Arla ved årets udgang.

98 andelshavere har meldt sig ud af Arla i forbindelse med den årlige udmeldelsesfrist, der udløb i forgårs. Udmeldelserne får effekt 31. december 2015.

Udmeldelserne fordeler sig på 51 danske andelshavere med i alt cirka 67 mio. kg mælk og 47 svenske andelshavere med 33 mio. kg mælk.

De udmeldte danske andelshavere svarer til 1,7 procent af de 3.000 danske andelshavere.

Udmeldelserne rammer især den økologiske indvejning hårdt. Af de 51 danskere, der har meldt sig ud, er hele 37 økologiske mælkeproducenter. Det svarer til 15,4 procent af Arlas i alt 240 danske økologiske andelshavere.

Økologer til Tyskland
Størstedelen af de udmeldte danske økologer har oplyst, at de fremover vil levere deres mælk til økologiske mejerier i Tyskland på grund af de aktuelt højere tyske priser på økomælk. De udmeldte danske økologer har i alt en årlig leverance på cirka 61 mio. kg. økomælk.

”Vi er naturligvis ærgerlige over de udmeldelser, vi har modtaget. Det bekræfter blot, at konkurrencen om den økologiske mælk i Europa er mere intens end nogensinde før. Det ændrer dog ikke på Arlas ambitioner for vores økologiske forretning, som vil vokse i de kommende år. Vi ser en vækst i produktionen hos vores eksisterende økologer og er derudover i fuld gang med at rekruttere nye økologer i både Danmark, Sverige og Central Europa,” siger Povl Krogsgaard, vice-adm. direktør i Arla.

Økotillægget hævet 52 øre i år
Arla har siden marts hævet sit økotillæg til økologiske andelshavere i Danmark af tre omgange med i alt syv eurocent pr. kg (svarende til 52 øre pr. kg). I dag er Arlas øko-tillæg i Danmark på 107,2 øre pr. kg, hvilket er højere end nogensinde.

”Vi har hævet vores øko-tillæg tre gange alene i år med i alt syv eurocent pr. kg. Men vores basismælkepris er faldet på grund af den globale krise på verdensmarkedet, og den udgør en stor del af vores økologers samlede mælkepris,” siger Povl Krogsgaard og uddyber:

”Når nogle mejerier blandt andet i Tyskland lige nu kan betale en højere mælkepris, er det fordi, de baserer den økologiske råmælkspris udelukkende på et lokalt økologisk marked. Markedet for økologiske produkter har den seneste tid udviklet sig positivt i modsætning til det generelle, globale marked for mælkeprodukter. Når det generelle globale marked går op igen, kommer det også Arlas økologer til gode i form af stigning i basis prisen og dermed en højere samlet betaling.”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.