AE-rådet: Slagtere kan ikke holde til højere pensionsalder

Mange slagtere har svært ved at blive på arbejdsmarkedet helt til pensionsalderen.

En højere pensionsalder vil især ramme ansatte i fødevareindustrien. Slagterne er den gruppe, hvor flest trækker sig tidligt tilbage, og hvor der er største problemer med skader og nedslidning.

Det skriver Ugebrevet A4 på baggrund af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet).

En højere pensionsalder vil ifølge analytiker Emilie Agner Damm fra AE-rådet kun gøre ondt værre.

"Vi kan se, at mange slagteriarbejdere allerede nu er nedslidte før pensionsalderen, så hæver man den yderligere, kan man frygte, at de bliver endnu mere nedslidte," siger hun.

Medlemmerne af a-kassen hos Fødevareforbundet NNF er den gruppe, hvor flest går på efterløn med den nuværende ordning. Næsten 32 procent trækker sig fra arbejdsmarkedet som 60-årige. På de næste pladser følger af 3F, FOA, BUPL og Byggefagene.

Peter Uno Andersen, der er tillidsmand for 500 slagteriarbejdere på slagteriet Tican, fortæller, at når der til foråret skal forhandles overenskomst, så står hensyn til nedslidning øverst på slagteriarbejdernes ønskeliste.

"Det, der optager mine kollegaer i produktionen mest, er ikke lønkroner. Det er, hvorvidt de kan holde til at blive på arbejdsmarkedet. Det er livskvaliteten, der bekymrer dem nu. Det er tankevækkende. For det burde ikke være nødvendigt at bruge overenskomsten til at sikre folks liv og helbred," siger han til Ugebrevet A4.

Som et led 2025-planen i planen ønsker regeringen at hæve folkepensionsalderen fra 67 til 67,5 år fra den 1. januar 2025 for personer født i 1958 eller efter.

Steen Nielsen, der er underdirektør i Dansk Industri, understreger, at personer, der er nedslidte og ikke er i stand til arbejde frem til pensionsalderen, altid skal have mulighed for trække sig tidligere eller på nedsat tid. Men han fastholder, at en højere pensionsalder er nødvendig.

"De mange virksomheder har brug for kvalificeret arbejdskraft og vi ser med ærgrelse på, når gode medarbejdere stopper tidligt," siger han til Ugebrevet A4.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.