Agromeks sundeste ko er fundet

Alm. Brands sundhedspris gik til en rød ko med den helt rette kombination af sundhed, frugtbarhed, mælkeydelse og sundhed.

Med imponerende 66 point, heraf alene 46 for sundheden, snuppede en VR Crone-datter midt i anden laktation hos Niels Holger Nordendahl Nielsen på Mors Alm. Brands sundhedspris til RDM på et rejsegavekort på 25.000 kroner på Agromek.

Andenpladsen med et rejsegavekort på 5.000 kroner gik til en fjerdekalvsko fra Mikael Haunstrup Nielsen ved Aulum. R. Fanfare-datteren scorede 60 point, heraf 46 point for sundheden.

Målt alene på sundheden toppede Lene og Michael Jensen fra Sall ved Hammel med 54 point til en VR Fergus-datter med imponerende 13.727 kg EKM.

Udseende tæller også

Kriterierne til sundhedsprisen er en ydelses på minimum racegennemsnittet i seneste afsluttede laktation og minimum to kælvninger. Der gives point for levendefødte kalve, celletal frugtbarhed, holdbarhed og som nævnt også eksteriør.

"Det er, fordi vi ikke bare vil have højtydende, stærke og sunde køer. Og så gør det ikke noget, at de også ser godt ud", forklarede markedschef Jesper Clausen fra Alm Brand om kritierierne for at finde de to hædrede køer i et felt af ti indstillinger.

Fælles kerneværdier

At det netop er sundhedsprisen, Alm. Brand med glæde uddeler, skyldes ifølge markedschefen, at den fokuserer på ting, som ikke kun ér kerneværdier i en mælkeproduktion, men også for et forsikringsselskab, blandt andet forebyggelse og rådgivning.

"Og så vil vi også gerne betale noget tilbage til landmændene, som udgør 30 procent af vores kunder", sluttede Jesper Clausen.

Emneord agromek

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.