Aldi hjælper landmænd - I Storbritannien, ikke i Danmark

Aldi i Danmark afviser at gå samme vej som Aldi i Storbritannien.

Hvis du handler i en Aldi i Storbritannien og køber en liter mælk, så ved du, at mejeriet får mindst tre kr. pr. liter.

Hvis du åbner din tilbudsavis fra Aldi i Danmark, så lover de forbrugerne billig mælk - takket være de lavere priser på mælkemarkedet.

Der er dermed stor forskel på, hvordan Aldi i forskellige lande forholder sig til de lave mælkepriser, der lige nu presser landmændene. Det ændres heller ikke af, at Rema 1000 i dag har valgt at hæve mælkeprisen af hensyn til landmanden.

"At Rema har valgt at hæve deres mælkepris kommer ikke til at påvirke vores priser. Vores priser er et udtryk for den globale situation, og det prisfald giver vi videre til vores kunder. Vi kunne have valgt at undlade at sænke prisen og beholde den ekstra indtjening," siger Thomas Hedegaard Bang, vicedirektør med ansvar for indkøb i Aldi Danmark.

"Vi har ikke mulighed for at ændre på den globale udvikling. Råvarepriserne er faldet og det har vi ikke mulighed for at ændre på, selvom vi sætter prisen op. Det er de frie markedskræfter, der i sidste ende har indflydelse på mælkeprisen," fortsætter vicedirektøren.

Han ser Rema 1000's træk som markedsføring.

"Vi ser Rema 1000s prisstigning som et populistisk træk, og der findes mig bekendt ikke løsninger på det danske marked, der gør det muligt at give penge fra mælk direkte videre til bønderne," siger Thomas Bang.

Han afviser at Aldis egen sænkning af mælkeprisen er en del af en priskrig.

"Vi har ikke selv brugt ordet priskrig, for for os handler det om at give den besparelse vi har på indkøb videre til vores kunder," siger han.

I Storbritannien, hvor detailbutikkerne har et mere direkte forhold til landmændene, har detailbutikkerne - efter pres fra landmænd - lovet 28 pence, hvilket svarer til knap tre kr., pr. liter.

Aldi Danmark afviser at sammenligne situationen.

"Vi tilhører ALDI Nord, og ikke ALDI Syd, som ALDI UK er en del af. Vi er to selvstændige virksomheder, med selvstændige direktioner, og her taler vi også om to forskellige geografiske områder. Det er årsagen til, at man ikke kan sammenligne de to situationer," forklarer Thomas Bang.

Aldi sænkede sidste uge prisen på mælk med cirka 50 øre til 4,50 kr. for den billigste mælk. Også Dansk Supermarked - der har Netto, Føtex mm., har sænket priserne. Ligeså Coop med Brugsen mm.

Rema 1000 fulgte i første omgang Aldi, men hævede i dag, fredag, prisen igen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.