Ansættelser: Ved din nye medarbejder, hvad du forventer - og omvendt?
Landmænd ansætter, som alle andre mennesker, oftest med følelserne. Og de overser at afstemme forventningerne med nye medarbejdere og det kan føre til gensidige skuffelser, påpeger rådgiver.

Den er næsten lidt for klassisk, men alligevel: Landmanden spørger ved ansættelsen, om den nye medarbejder kan blande foder. Det svarer vedkommende ja til.

Men to dage efter jobstart står begge skuffede tilbage, fordi medarbejderen ikke har erfaring med den type læssemaskine, som landmanden har.

Anekdoten fortæller Vibeke Fladkjær Nielsen, Seges Husdyrinnovation, stort set hver gang, hun holder oplæg om ledelse.

»Det er et ret simpelt eksempel, men alligevel meget udbredt. Der er desværre lidt for mange arbejdsgivere og medarbejdere, som bliver skuffede, fordi de ikke får afstemt forventningerne på forhånd«, er hendes erfaring.

Klar fra start

For at undgå skuffelserne opfordrer Vibeke Fladkjær Nielsen til, at det bliver en fast del af ansættelsessamtalerne at afstemme forventningerne til hinanden. Det kan være på alt fra arbejdstid, overarbejde, konkrete erfaringer samt hvor ansættelsen skal bære hen.

Noget kan være ret lavpraktisk som at tale om, hvilke maskiner og teknik medarbejderen har erfaring med, og hvilke maskiner landmanden har på bedriften. Mindre jordnært er det måske at tale om, hvor med- arbejderen ser sig selv på sigt.

Ingen må være i tvivl om værdierneKvæg 28. marts · 00:00

Ifølge Vibeke Fladkjær Nielsen er det dog væsentligt at få belyst, om medarbejderen har konkrete ønsker om at dygtiggøre sig og avancere til en anden position. På samme vis bør landmanden tilkendgive, hvis han forventer, at en medarbejder kan blive fodermester efter et stykke tid.

»For hver detalje man får vendt, jo mindre bliver risikoen for, at en af parterne bliver skuffet. I værste fald kan det jo medføre, at man bliver nødt til at afbryde samarbejdet«, mener Vibeke Fladkjær Nielsen.

MUS-samtaler under malkning

Efter ansættelsen er det vigtigt at følge op på, hvordan det går. Som leder bør man også tage MUS-samtaler med sine ansatte.

Hvis tiden er knap, eller man finder det ukomfortabelt at tage en snak om udvikling på to-mandshånd, kan man tage samtalen under arbejdet.

»Som leder kan man vælge at tage udviklingssamtalen eksempelvis under malkningen. Så kan der skabes god tid til at komme rundt om de emner, som optager medarbejderen og arbejdsgiveren. Det kan være en måde at få afholdt de samtaler på«, mener Vibeke Fladkjær Nielsen.

Faktaboks

6 spørgsmål til ansættelsessamtalen

  1. Sidste job: Spørg den nye medarbejder, hvor vedkommende har arbejdet, og hvorfor vedkommende forlod arbejdspladsen.
  2. Konkret erfaring: Spørg ind til tidligere arbejdsopgaver. Hvordan blev de udført? Hvilke maskiner blev anvendt?
  3. Chef-type: Spørg hvilken cheftype den nye medarbejder foretrækker. Og hvilken type vedkommende mindst kan lide. 
  4. Stærke og svage sider: Spørg ind til de personlige stærke og svage sider.
  5. Privatliv: Spørg ind til vedkommendes privatliv. Familie, venner, interesser, hobbyer osv.
  6. Glæde: Hvad gør vedkommende glad?

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.