Arla åbner egen butik i Aarhus

Arla Unika & Ko åbner i oktober midt i Aarhus.

Arla har i forvejen en specialbutik med Unika-oste i Torvehallerne i København.

Nu skal Arlas bedste - og dyreste - oste også sælges direkte til forbrugerne i en specialbutik midt i Aarhus' latinerkvarter - ved siden af Emmerys i Klostergade.  Arla Unika & Ko slår dørene op til oktober og får 100 m2.

Der bliver også plads til andre af landets særlige fødevarer: Pølser fra Johns Hot Dog Deli, vine fra Cold Hand Winery og kaffebønner fra det københavnske Coffee Collective.

"Der er et enormt fokus på Danmark i disse år inden for gastronomi og vores evne til at producere fantastiske produkter. Derfor er det helt naturligt for os at alliere os med andre producenter, der vil det samme som os: nemlig at levere innovative og smagfulde produkter til forbrugerne," siger Dorte Ruby, der er chef for Arla Unika.

Butikken vil arrangere events, hvor man for eksempel kan møde gastronomiske entreprenører og blive klogere på, hvordan Arla Unikas produkter indgår i forskellige sammenhænge.

Der vil også blive arrangeret workshops for gastronomisk interesserede.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.