Arla bekræfter: Vi får de ekstra penge fra Rema 1000

Rema 1000's prisstigning kommer landmanden til gode, fortæller Arla-direktør.

Arlas danske direktør, Thomas Pietrangeli, er glad for dagens udmelding om, at Rema 1000 hæver mælkeprisen med 50 øre. Detailbutikken havde ellers fulgt Aldi, der sænkede prisen med 50 øre. Men i dag, fredag, har Rema 1000 hævet prisen igen, så den billigste mælk koster fem kr. i butikken.

”Jeg kan bekræfte, at Arla får ubeskåret de 50 øre, minus momsen, selvfølgelig,” siger Thomas Pietrangeli til Landbrugsavisen.dk

Arla er ejet af landmændene.

”Det betyder, at pengene går tilbage til landmændene,” pointerer han.

”Det er meget, meget positivt. Det er et meget flot signal, Rema sender. De tager et ansvar og investerer i fremtidig mælkeproduktion. Det har jeg ikke set en detailkæde gøre før på den her måde. Det må jeg tage hatten af for.”

Arla kan ikke, af hensyn til kundeforholdet til Rema 1000, afsløre de mængder, som detailkæden typisk omsætter for – og dermed hvor mange penge, der går til landmændene.

”Jeg kan ikke sætte kroner og øre på, hvad landmanden kommer til at mærke. Det vigtige er også, at de sender et kraftigt signal til et erhverv, der lider i øjeblikket og har en masse indikatorer, der viser i den forkerte retning,” siger han.

Han bemærker, at også britiske detailbutikker har gjort en indsats for at sikre landmanden en mindstepris for mælken. Det gavner også Arla, der også har landmænd i Storbritannien.

”Jeg kan konstatere, at det har fået mediernes bevågenhed, rigtig meget, også blandt forbrugere, interessenter, brancheorganisationer.”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.