Arla efter Rema 1000-stop: Derfor var støttemælk så vigtig

Den ekstra halvtredsøre på dansk mælk i REMA 1000 er løbende afregnet til Arlas 13.000 andelshavere sammen støttebeløb fra England og Tyskland.

»Et væsentligt tocifret millionbeløb, som vores andelshavere løbende har fået udbetalt i form af en højere mælkepris end ellers muligt.«

Tættere på kan kommunikationsdirektør Kasper Ibsen Bech, Arla Danmark, desværre ikke komme effekten af Rema 1000’s ekstra 50 øre pr. liter dansk mælk i supermarkedskædens kølediske.

Det skyldes dels konkurrencehensyn, dels kompleksiteten i beregningen af den pris, mælkeproducenterne får for deres mælk.

Der har været flere bud fra bl.a. Seges på, hvad en støtte-halvtredsøre på al dansk mælk kunne betyde for den enkelte bedrift, men sådan gik det ikke, da kun Rema 1000 valgte at tilbyde forbrugerne en støttemulighed. Og da ingen beløb er oplyst, er den reelle effekt umulig at beregne

Rema 1000 meddelte tirsdag, at ordningen indstilles, fordi prisen til mælkeproducenterne nu atter er oppe i et acceptabelt leje.

Vigtig debat

Kasper Ibsen Bech vil gerne fremhæve to forhold, som begge er yderst vigtige i evalueringen af den forbrugerbaserede støtteordning til mælkeproducenterne.

»Støtten gav et vigtigt økonomisk og ikke mindst moralsk rygstød til landmændene og var med til at sætte gang i en debat. Alene det moralske rygstød og debatten har haft en stor værdi i sig selv. Desuden var der lignende initiativer i England og Tyskland, og det har været en klar fordel for de danske mælkeproducenter, fordi det er væsentligt større lande, som dermed også har lagt et væsentligt større støttebeløb,« forklarer han.

Fordelen skyldes, at Arla er et andelsselskab, der også i denne sag ud fra sin politik om »al mælk i én junge« har delt alle støtteindtægter ligeligt mellem sine ca. 13.000 andelshavere i syv lande i form af en højere løbende mælkeafregning.

Svensk enegang

Blandt andet af den grund valgte en række andre supermarkedskæder ikke at etablere lignende ordninger, idet de først og fremmest vurderede, at forbrugerne kun ville støtte de ca. 3.000 danske andelshavere.

Sådan gik det i Sverige, hvor en støtteordning blev skruet sammen uden om Arla i et samarbejde mellem supermarkedskæden ICA, som opkrævede ’mjölkkronan’ på svensk mælk og landbrugsorganisationen LRF, som fordelte pengene mellem de svenske mælkeproducenter.

Dermed kunne 113 millioner svensker kroner (ca. 96 mio. danske kroner) med 28.000 svenske kroner (knap 24.000 danske kroner) til hver af de knap 4.000 svenske mælkeproducenter efter seks måneders støttekøb. Oveni i hvad den solidariske ordning på tværs af Danmark, England og Tyskland indbragte…

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.