Arla giver økopriserne hårdt slag nedad

Mælkeprisen fastholdes for de konventionelle.

Kun få uger efter den traditionsrige græsdans for landets økokøer, stopper musikken brat for de danske økoproducenter hos Arla.

Mælkeprisen for maj på økologiområdet tager nemlig et gevaldigt dyk på hele to eurocent. Det kommer efter at Arla også for april måned sænkede økoafregningen med en eurocent.

"Arla’s position på det økologiske marked er på linje med det øvrige økologiske marked, hvor efterspørgslen er stabil, men øgede mælkemængder begynder at lægge et nedadgående pres på de økologiske markeder", skriver mejeriselskabet. Også i Sverige sænkes økonoteringen med 2 eurocent, mens den for Centraleuropa og i UK kun sænkes med 1.

Dermed er økoafregningen for de danske og svenske økologer blevet 3 eurocent lavere, mens den i Centraleuropa og i UK kun er sænket med 1 eurocent de sidste to måneder. Prisen for økomælk inklusive tillæg for deltagelse i Arlagården Plus bliver 313,2 øre/kg for danske leverandører i maj.

Stabile udsigter

Derimod er acontoprisen på det konventionelle område uændret i maj.

"Industrimarkederne er styrket i den seneste tid. Udsigten for mælkeprisen er stabil i kommende måneder", forlyder meldingen. Arla tilføjer, at mælkemængderne er relativt lave pt. på grund af vejrforholdene.

I acontoprisen indgår tillægget for deltagelse i Arlagården® Plus på 1 eurocent. Dermed bliver acontoprisen for konventionel mælk inklusive tillæg for deltagelse i Arlagården® Plus 226,6 øre/kg.

Acontoprisen for mælk produceret på basis af non-GM foder inklusive tillæg for deltagelse i Arlagården® Plus bliver 234,0 øre/kg.

Faktaboks

  • For konventionel mælk er fedtværdien 27,85 kroner per kilo, og proteinværdien er 30,63 kroner per kilo.
  • For økologisk mælk er fedtværdien 38,36 kroner per kilo, og proteinværdien er 42,19 kroner per ki
  • Forventet efterbetaling og rente for 2018 er 7,6 øre, og forventet konsolidering er 10,6 øre
  • Tillæg for non-GM foder er 1 eurocent (7,4 øre) – dette kommer i anvendelse i takt med at andelshavere på de enkelte markeder inviteres til at indgå kontrakt om mælk baseret på non-GM foder
  • Arlaprisen er 256,2 øre per kilo konventionel mælk og 335,5 øre per kilo økologisk mælk
  • Valutakursen for første kvartal 2018: 1EUR = 7,440 DKK

Emneord Arla mælkepris

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.