Arla i Afrika: Aftale med gigant skal bidrage til mælkepris

Arla offentliggjorde i dag, at de indgår et joint venture sammen med Egyptens største mejeriseskab. Det kan på længere sigt få betydning for mælkeprisen.

Den nye aftale med Egyptens største mejeriselskab, Juhayna, skal være med til at sikre afsætning af den danske mælk på et nyt marked. Hos Arla kan pressechef Theis Brøgger ikke sige, hvor stor indflydelse det får på mælkeprisen, men aftalen er et skridt på vejen til en højere mælkepris.

”Egypten er stadig en lille del af det globale billede, så det er svært at sige, hvilken indflydelse det får på mælkeprisen, men den her aftale skal være med til at bidrage til en højere mælkepris. Når den her aftale har nået sit fulde potentiale, så vil den sikre et salg på 700 mio. kr. Det handler om at finde nye markeder hele tiden. Enhver krone Arla kan tjene hjemme og i udlandet bidrager til mælkeprisen,” siger han.

Efter mælkekvoten forsvandt, er der blevet produceret mere mælk i Danmark, derfor er aftalen endnu vigtigere.

”Det er vigtigt, at vi kan lave de her aftaler uden for EU, hvor vi kan finde markeder, hvor vi kan afsætte mælken i lønsomme produkter, som er baseret på mælk fra ejerne i Danmark og resten af Europa. Det her handler om at flytte mælk ud på de markeder, hvor vi har gode varemærker, og det kommer vi til at få i Egypten nu. Det her joint venture ændrer fra den ene dag til den anden markant Arlas forretningsmuligheder i Egypten, hvor vi hidtil har haft en eksport til Egypten via de få distributionskanaler vi har haft, så med det her joint venture kan vi komme bredt ud i hele landet, og det gør, at vi kan sælge langt mere end tidligere,” lyder det fra Theis Brøgger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.