Arla jagter milliardsalg i Australien med ny aftale

Nyt samarbejde skal femdoble Arlas salg "down under" på fem år. En milliard kroner i omsætning er målet.

500 procent på fem år.

Sådan lyder vækstmålet for Arlas nye satsning på det australske marked.

Den danske mejerikoncern har oprettet fælles selskab med F. Mayer Imports, som ifølge Arla er Australiens største osteimportør.

- Australiere vil gerne inspireres af kvalitetsmad, inklusiv gode oste, og der er generelt stigende fokus på madinspiration og en rig madkultur.

- Vi tror, vi har de rigtige produkter til at blive en del af den udvikling og trend, siger Lars Eggers, som er direktør for Arlas aktiviteter i Australien, i en pressemeddelelse.

Han bliver ligeledes direktør for det nye selskab, hvor Arla ejer 51 procent, og den australske importør de resterende 49.

Målsætningen er, at Arlas omsætning i Australien skal hæves fra det nuværende niveau på omkring 200 millioner kroner om året til en milliard i 2020.

- Det generelle mejerimarked i Australien oplever kun lave vækstrater, men der er et levende marked for specialost, og det vokser, påpeger Lars Eggers.

Derfor bliver det produkter i den dyre ende af sortimentet som Lurpak-smør og Costello-oste, der skal markedsføres over for australierne.

- Vores ambition er at bidrage positivt til det australske mejerimarked ved at drive specialost-kategorien og ved at lancere en række produkter, der allerede i dag inspirerer forbrugere i andre dele af verden, siger Lars Eggers og tilføjer:

- Castello-ost har været solgt i Australien i mere end 35 år, og F. Mayer har årtiers erfaring med at importere kvalitetsoste fra mange store ostenationer rundt om i verden, så vi har et godt fundament at bygge på.

I 2013 havde Arla en samlet omsætning på 73,6 milliarder kroner på verdensplan.

/ritzau/

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.