Arla-konkurrent køber op i Belgien

FrieslandCampina køber oste-virksomhed.

Arla Foods største europæiske konkurrent, andelsselskabet FrieslandCampina, vokser nu på mozzarella-ost.

Det sker med købet af den belgiske virksomhed Fabrelac, der især er kendt for produktion af netop den bløde, italienske ostetype.

Fabrelac producerer årligt op mod 30 mio. kg mozzarella, der især anvendes i industrien. Dertil kommer salatost og fløde, samt hvedeproteiner til industriel brug.

»Med dette køb vil vi udvide vores produktionskapacitet med en moderne og effektiv produktionsenhed tæt på vores virksomheds base. Købet vil gøre det muligt for os at tilbyde vores kunder et større udvalg af mozzarella-produkter ved siden af vores eksisterende oste-sortiment,« udtaler Bas vand den Berg, der er kategoridirektør for FrieslandCampinas oste, smør og mælkepulver.

Netop mozzarella har været et af de produkter, der er gået mod strømmen med faldende mejeripriser det seneste år. Derfor er kategorien ekstra attraktiv.

Sidste år ombyggede Arla Branderup Mejeri for 80 mio. kr., sådan at mejeriet kan producere mozzarella i stedet for gul ost. En beslutning, som adm. direktør Peder Tuborgh for nylig konstaterede havde været rigtig lønsom for mejeriselskabet.

Før den endelige overtagelse skal konkurrencemyndighederne godkende købet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.