Arla kræver grøn strøm-certificering hos økolandmænd - og får kritik

Det er langt fra sikkert, at de grøn strøm-certifikater, som Arla har pålagt sine økoleverandører at købe, vil øge mængden af produceret grøn strøm. I praksis er det nemlig ofte noget man ender med at 'tage fra naboen', siger ekspert.

Fra 2019 skal Arlas økologiske mælkeproducenter købe certifikater for, at de bruger grøn strøm. Det koster ifølge Arla mellem 700 og 1500 kr. om året, alt efter bedriftens størrelse og forbrug.

Ønsket om grøn certificering kommer fra mælkeproducenterne selv, lyder det fra Arla.

Fra Landsforeningen for Danske Mælkeproducenter, LDM, lyder kritikken, at det er spildte penge.

"De forbrugere, der køber økologisk betegnes ofte som dem, det tager et valg, dem der tænker på deres indkøb. De ved godt, at certificering intet ændrer i et land, hvor over halvdelen af elproduktionen allerede er grøn. Altså er det blot en måde at tvinge økoleverandørerne til at aflevere en del af indtjeningen til certifikatudstederne. På delegeretmødet blev især tidligere regeringer beskyldt for hele tiden at flytte målstregen fremad, hver gang det går lidt bedre i landbruget. Det er regeringen tilsyneladende ikke ene om", skrev LDM i Ugenyt uge 45.

Sikrer ikke mere grøn strøm

Landbrugsavisen.dk har spurgt Danmarks grønne tænketank, Concito, om grøn strøm-certificering er en god ide.

"På papiret ser det umiddelbart godt ud, hvis man regner klimapåvirkningen ud. Der er mange standarder, man kan regne det ind i. Men samtidig er der en videnskabelig diskussion om, hvorvidt det øger mængden af grøn strøm samlet set - om ikke bare 'man tager fra naboen', forstået på den måde at, fordi der er fastsatte målsætninger for mængden af grøn strøm, så er der bare nogle andre, der ikke certificerer sig", siger Torben Chrintz, videnschef i Concito.

Han er uenig med LDM om, at forbrugerne godt ved, "at certificering intet ændrer i et land, hvor over halvdelen af elproduktionen allerede er grøn".

"De tror jeg ikke, at de ved. Jeg tror ikke, at det er inde i deres overvejelser, når de vælger økologisk", siger han.

Efter ønske fra producenterne

Kjartan Poulsen formand for LDM fra ville ikke uddybe kritikken yderligere da Landbrugsavisen.dk ringer ham op, men tilføjer:

"At landmanden skal ud og købe de her beviser, det bliver det hverken mere smart, mere smidigt eller billigere af", siger Kjartan Poulsen.

Hanr henviser til, at når det gælder beviser for bæredygtig soja, så betaler Arla for det. Han forstår ikke, at Arla i dette tilfælde sende omkostningen videre ud til landmanden.

Arla: Leverandører har selv ønsket certificering

Hos Arla er man uforstående overfor kritikken og siger, at det har været et ønske fra økoleverandørerne selv.

"De økologiske andelshavere i Arla har selv ønsket at få certifikater på grøn el, fordi de gerne vil synliggøre, at de støtter det formål. Det har selskabet bakket op om ved at gøre det til en del af økokontrakten", siger  Åse Andersson, presseansvarlig for Danmark i Arla.

På trods af forskernes diskussion om effekten af grøn strøm certificering mener Arla stadig, at det giver mening.

"Vi mener, at certifikater på grøn el er en rigtig god ide, fordi de synliggør for blandt andre forbrugerne, at Arlas økologiske andelshavere støtter op om grøn el. Vi tror på, at det vil skabe merværdi til gavn for alle Arlas ejere," siger Viggo Ø. Bloch, formand for økoudvalget hos Arla, i en skriftlig kommentar til Landbrugsavisen.dk.

"Vi har diskuteret, om det skulle være en del af den danske brancheaftale, sådan som det eksempelvis er det i Sverige. I Arla har vi valgt at gå forrest med dette initiativ", tilføjer han.

Grøn strøm-certificeringen træder i kraft fra januar 2019 og ikke i 2018, som det først har været meldt ud.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.