Arla-mejeri bytter valle for biogas

Arla Food Energy og Maabjerg BioEnergy tager første skridt til et langsigtet partnerskab om energiforsyning.

Det seneste år har Arla Foods leveret restproduktet valle til det lokale biogasanlæg Maabjerg BioEnergy. Nu har parterne underskrevet en hensigtserklæring om, at Arla Foods skal fortsætte leverancen af valle, og til gengæld vil Maabjerg BioEnergy forsyne Holstebro Smørmejeri med miljøvenlig biogas.

Samtidig undersøger Arla Food Energy om de kan udskifte egen naturgas med fjernvarme, baseret på fossilfri brændsler, fra Holstebros forsyningsselskab Vestforsyning.

"Arla Foods gør en stor indsats for at reducere energiforbruget både på mejerierne og hos vore leverandører i landbruget. Men det er ikke så tit, vi også får medindflydelse på, hvordan energien bliver produceret. Det er en mulighed, som vi gerne griber, især fordi det bygger på et eksisterende samarbejde, som har været rigtig godt for begge parter," siger energy manager Poul Erik Madsen, Arla Foods, i en pressemeddelelse.

Arla Foods har en målsætning om inden 2020, at reducere CO2-udledningen med 25 procent i forhold til 2005, og at 50 procent af den energi , der anvendes til produktion, skal komme fra ikke fossile kilder.
 

Måtte brænde biogas af i blå luft

Partnerskabet vil gavne fjernvarmekunder i hele Holstebro- og Struer-området, fortæller Jørgen Udby, der er adm. direktør for Maabjerg BioEnergy og Vestforsyning.

"Aftalen med Arla Foods vil give os en bedre udnyttelse af kapaciteten på både biogasanlægget og i fjernvarmeproduktionen. Og når vi har en kollektiv varmeforsyning, så får vi alle sammen fordel af det i form af forsyningssikkerhed og miljøvenlig energi til fornuftige priser," siger Jørgen Udby.

I foråret måtte Maabjerg afbrænde biogas i den blå luft, da det nærliggende kraftvarmeværks turbine fik driftstop.
 
"Forsyningssikkerhed gælder begge veje. Det går godt med at skaffe råvarer til Maabjerg BioEnergy, og med Arla Foods som ny biogaskunde får vi også større stabilitet på afsætningen," siger Jørgen Udby.
 
Arla Foods vil fremover aftage 3 millioner kubikmeter biogas årligt. Ved udgangen af 2014 vil Maabjerg BioEnergy have fremstillet knap 21 millioner kubikmeter biogas. Det er netop 3 millioner kubikmeter mere end oprindeligt budgetteret.

Anlægger gasledning

Med underskrivelse af hensigtserklæringen går Arla, Maabjerg BioEnergy og Vestforsyning nu i gang med blandt andet at søge tilladelse til at anlægge en cirka 6 km lang gasledning.

Målet er, at energiforsyningen skal være på plads til sommer 2015 og fortsætte i foreløbig ti år.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.