Arla stopper mælkeprisens styrtdyk

For første gang siger Arla nu, at meget tyder på, at mælkeprisen har nået bunden. Prisen fastholdes dog for juli.

Arla fastholder sin mælkepris på en acontopris på 186,3 øre/kg for juli måned.

Men for første gang under hele krisen tør mejeriselskabet nu melde ud, at det »tyder på, at mælkeprisen har nået bunden«. Sådan lyder det fra Arla Foods i sin månedlige melding om prisniveauet.

»Væksten i mælkeindvejning er faldet de seneste uger, og det er med til at balancere udbud og efterspørgsel. Som følge af det er forværringen af markedspriserne inden for de sidste tolv måneder begyndt at udjævne sig. Udviklingen mod en mere stabil markedssituation er blevet forstærket de sidste måneder og tyder på, at mælkeprisen har nået bunden. Udsigterne for de kommende måneder er stabile,« skriver selskabet i sin orientering.

Dermed er der for første gang reelt positive meldinger om, at der kan være lys for enden af den yderst langstrakte tunnel, som de hårdtplagede mælkeproducenter har været presset igennem de sidste par år. Tilbage er der så at få mælkeprisen op på et niveau, som kan få bedrifterne til at køre rundt.

På grund af valutakursmodellen, som Arla Foods opererer med, sænkes acontoprisen i Danmark med 0,1 øre. Acontoprisen for økomælk er uændret, bortset fra i Storbritannien, hvor efterspørgslen betyder, at acontoprisen stiger med 1,5 pence per kg.

Faktaboks

  • Fedtværdien er 19,62 kroner pr. kilo, og proteinværdien er 31,39 kroner pr. kilo
  • Forventet efterbetaling og renten for 2016 er 7,6 øre og forventet konsolidering er 9,6 øre
  • Økotillæget er 129,5 øre
  • Arlaprisen er 204,5 øre pr. kilo konventionel mælk og 334,0 øre pr. kilo økologisk mælk

Emneord Arla mælkepris

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.