Arla vil udvide i Afrika på ansvarlig vis
Arla planlægger at vokse på en række afrikanske markeder, og har derfor lavet en menneskeretspolitik for at sikre mod negative konsekvenser.

Arla vil øge sin nuværende forretning i Afrika syd for Sahara fra en årlig omsætning på ca. 650 millioner kroner til ca. 2 milliarder kroner i 2017. Det skal især ske gennem salg af mælkepulver og langtidsholdbar UHT-mælk, som er efterspurgt af den hastigt voksende middelklasse i og omkring storbyerne.

I dag sælger Arla produkter i Nigeria og Elfenbenskysten, men Arlas strategiske fokus er derudover rettet mod markederne i Ghana, Senegal, Congo samt en række lande i Østafrika.

”Flere og flere afrikanere efterspørger mejeriprodukter af en karakter, der ikke alle steder kan fremstilles lokalt i tilstrækkelige mængder. Vi tilbyder god ernæring gennem vores mælkepulver, og vi vil samtidig sikre, at vores forretning ikke har en utilsigtet negativ effekt for de lokale landmænd,” siger Finn Hansen, der er koncerndirektør for Arlas internationale forretningsenhed.

Arla ønsker ikke, at selskabets aktiviteter og vækstplaner i Afrika kan få negative konsekvenser for de lokale landbrugssektorer eller mejeriaktører. Derfor har de iværksat en række tiltag i form af deres menneskeretspolitik. 

Projektet forløber i samarbejde med hjælpeorganisationen CARE Denmark om udvikling af den lokale mejerisektor i afrikanske lande. Derudover har Arla igennem længere tid rådført sig med Mellemfolkeligt Samvirke, der roser tiltaget:

”Nøglen til at bekæmpe fattigdom og skabe global udvikling til gavn for alle er en mere ansvarlig og bæredygtig produktion af fødevarer. Derfor er det meget positivt, at Arla nu engagerer sig mere systematisk i at forstå og forhindre eventuelle utilsigtede negative effekter af koncernens forretning for fx lokale bønders forretningsmuligheder og rettigheder,” siger Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Frans Mikael Jansen.

Faktaboks

Menneskeretspolitikken skal blandt andet sikre:

  • Nødvendig omhu før og under salg af mælkepulver i udviklingslande for at undgå utilsigtede negative konsekvenser for bl.a. småproducenter og småbønder.
  • Overholdelse af OECD’s retningslinjer for Multinationale Selskaber samt FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv – i tillæg til Arlas eksisterende retningslinjer for god virksomhedsadfærd i overensstemmelse med FN’s Global Compact program.
  • Gennemførsel af due diligence processer forud for nye opkøb eller partnerskabsaftaler i udviklingslande, der skal sikre efterlevelse af førnævnte retningslinjer, når Arla udvider forretningen i et udviklingsland.
  • Undersøgelse af eksisterende forretning i Elfenbenskysten og Nigeria for at sikre, at der ikke er eventuelle negative konsekvenser for lokale aktører i de lande samt offentliggørelse af undersøgelsens konklusioner inden 1. april 2015 (ifht Elfenbenskysten) og 1. maj 2015 (ifht Nigeria).

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.