Arlas mælkepris i nyt, stort hop

2 eurocent opad og dermed ny pris på 225,6 øre per kg til andelshaverne i november.

Arlas mælkepris tager sig et nyt og nødvendigt hop opad og lander i november på 225,6 øre/kg.

Dermed er der for anden måned i træk hele 2 eurocent per kilo, svarende til 14,9 øre/kg.

Dermed er mælkeprisen steget hele 39,3 øre/kg fra det katastrofalt lave niveau på 186,3 kr/kg hen over sommermånederne. Det er en stigning på hele 21 procent på bare tre måneder.

»Mælkeindvejningen fortsætter med at falde på flere markeder, og priserne på de europæiske markeder fortsætter med at styrkes, særligt for konventionelle produkter. Det styrker mælkeprisen i Arla såvel som i den øvrige europæiske mejeribranche,« skriver Arla i meddelelsen til andelshavere og presse.

»Udsigten for de kommende måneder er fortsat forsigtigt positiv,« lyder det.

Mejeriselskabet lægger dog også en dæmper på de alt for positive forventninger.

»Der er imidlertid en risiko for, at lave oliepriser vil dæmpe priseffekten på nogle af de internationale nøglemarkeder.«

 

Forskel i økopriser

For de økologiske producenter herhjemme, i Storbritannien og Sverige stiger mælkeprisen også med 2 eurocent. Derimod må økologerne i Centraleuropa nøjes med en stigning på 1 eurocent, skriver Arla.

Arla har de seneste måneder været kritiseret af andelshaverne for at opgive en acontopris, der indeholdt non-GM foder. For andelshavere, der har kontrakt på foder uden GM, vil acontoprisen være 233,1 øre/kg.

 

• Fedtværdien er 23,54 kroner pr. kilo, og proteinværdien er 37,66 kroner pr. kilo.

• Forventet efterbetaling og rente for 2016 er 7,6 øre, og forventet konsolidering er 9,6 øre.

• Økotillæget er 120,2 øre.

• Tillæg for non-GM foder er 1 eurocent (7,5 øre) – dette kommer i anvendelse i takt med at andelshavere på de enkelte markeder inviteres til at indgå kontrakt om mælk baseret på non-GM foder.

• Arlaprisen er 251,3 øre pr. kilo konventionel mælk og 364,0 øre pr. kilo økologisk mælk.

Emneord Arla mælkepris

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.