Børstede kalve er raskere og æder mere

Det er ikke kun køer, men også kalve, der har glæde af kobørster i stalden, viser et projekt fra Seges og Dyrenes Beskyttelse.

Sundere kalve, der æder mere, er renere og mere tillidsfulde. Det kan alle drømme om, og et bidrag i den retning er børster til kalvene.

Fra 1. juli 2022 bliver det et lovkrav, at der er børster i kalvestaldene. Selv om det koster penge, er der ingen grund til ærgrelse, for ifølge Seges har kalvene god gavn af børster. Kalvenes aktivitetsniveau stiger, kalvene æder mere kraftfoder på kortere tid og får en renere pels, skriver DLBR slagtekalve i et nyhedsbrev.

Kalvene har god gavn af børster, fordi det er med til at opfylde deres naturlige behov for hudpleje. I naturlige omgivelser vil koen slikke på sin kalv, efter den har fået mælk. Det er også en del af den sociale tilknytning. I naturen vil kvæg ogs gnubbe sig op ad buske og træer.

Det er set i flere undersøgelser, at kalvene får en sundere adfærd, når de har adgang til en børste i boksen.

En af årsagerne er, at børsten delvist kompenserer for den manglende kontakt mellem ko og kalv, og at unormal sutteadfærd rettet mod staldinventaret reduceres. 

God erfaring

Slagtekalveproducent Jesper Hedegaard har selv konstateret, at kalvene har gavn af børster. Hans store kalve har haft adgang til børster i fire år, og for to år siden blev der også sat børster op hos de små kalve, og det er noget, de gør brug af. 

Børsterne har bl.a. ført til, at kalvene sutter mindre på hinanden omkring mælkefodring. 

Samtidig har han også oplevet en lille effekt på kalvenes renhed, da børsterne er med til at fjerne løse hår. 

Ifølge DLBR Slagtekalve er de gode effekter en konsekvens af, at kalvene stimuleres til at udføre mere hudpleje i løbet af dagen. Studier har vist, at børsterne primært anvendes omkring mælkefodring, hvor kalvene især gnubber hovedet og nakken mod børsten, mens de samtidig bruger narresutten mindre.

Derfor tyder det på, at børsterne kan dække en del af kalvenes naturlige behov for omsorg og pleje omkring mælkefodring. 

Tillidsfulde kalve

Der er også fundet tegn på, at kalvene bliver mere tillidsfulde over for mennesker, når de har adgang til børster. Det minder om de positive effekter ved parvis opstaldning. Derfor peger det alt i alt på, at børsterne overordnet set stimulerer kalvens kognitive udvikling positivt og gør den i stand til at håndtere forandringer i miljøet på en sundere måde. 

En anden ikke uvæsentlig faktor er, at smittebeskyttelsen bliver bedre, når kalvene ikke har en unormal sutteadfærd. Unormal sutteadfærd øger risikoen for at optage store mængder gødning og mikroorganismer, der kan gøre dem syge. En forudsætning for dette er dog, at børsten er forholdsvis ren, så kalvene ikke smittes ved brugen af børsten.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.