Besætning døjer med benskader: Video afslører at kvier pludselig får travlt

Skader fra kvietiden kan forfølge malkekoen og forringe tilvækstværdien.

Af Michael Mortensen, kvægrådgiver, LandboNord

Vi oplever flere besætninger, hvor nogle af kvierne har tykke forknæ og andre skader på lemmer og krop. Vi hører også opkøbere til eksport klage over især tykke haser og tykke forknæ.

Der tegner sig et billede af småskader, som sandsynligvis også betyder noget for den senere malkeko, men også for om kvien kan sælges eller ej.

Et eksempel: Videoanalyse afslører travle kvier

I en besætning oplevede mælkeproducenten, at små kvier på fem-seks måneder fik forskellige skader, når de kom i sengebåsene, og han kunne ikke umiddelbart se, hvordan skaderne opstod.

Derfor bestilte han en videoanalyse af kvierne.

Vi filmede i fire døgn, og konklusionen var ret klar: Foderbordet løb tør hen over natten, og der gik cirka fem timer, før kvierne fik foder som de sidste midt på formiddagen.

Når foderblanderen kom, fik de sultne kvier travlt med at komme til det reducerede foderbord, og glatte gange, glatte overgange og smalle passager, betød at nogle af kvierne faldt både på forknæ og ned på siden, mens andre stødte hoftebenene på vaskemurene i kviestaldens smalle passager.

Foderratioen blev ændret med mere tungt fordøjeligt græs og halm, så den kunne strække fra fodring til fodring, og der blev rillet overgange og spalter. Effekten kom straks, og de næste hold kvier i det staldafsnit har ikke fået skader.

Tykke haser

I andre besætninger opleves tykke haser allerede i kvietiden – ja, og mærkeligt nok, er det i de samme besætninger, at tykke haser spontant kan opstå hos malkekøerne…

Typisk drejer det sig om hårde madrasser, underlag uden affjedring eller for små sengebåse til store kvier, som så ligger og skraber ude på kanten.

Disse skader på hasevæv er uoprettelige og den senere malkeko er disponeret for at få tykke haser. De tykke haser opstår både spontant, men også ved stivelsefodring, som i andre besætninger snildt kan gå, men som giver køer med tykke haser, hvis de som kvier har fået skader.

Kvietiden kan være overset

Kvietidens skader kan således påvirke den måde køerne skal fodres og håndteres på, og har effekt på både holdbarhed og ydelse.

Vores anbefaling er at se hele vejen ned i produktionskæden, når holdbarhed og tilvækstværdi skal analyseres – kvietiden kan være en overset periode.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.