
Der var tale om en særdeles hurtig installation, da Mathias Hansen, Enegaarde ved Balle på Djursland, i august 2020 fik installeret en malkestald.
Der gik blot ti timer fra lastbilen med malkestalden rullede ind i gårdspladsen til den første ko kunne malkes.
At det kunne gå så stærkt skyldes, at Mathias Hansen havde købt en Dairymaster swingover malkestald, som blev leveret i en container. Der skulle en BMS-kran til at løfte malkestalden af lastbilen og ind i laden, hvor Mathias Hansen havde forberedt en plads til malkestalden.
"Jeg fik anvisningerne på at støbe bund og sider i et hul, som containeren kunne sænkes ned i", fortæller Mathias Hansen, som klarede arbejdet med at grave ud og støbe sammen med venner og familie.
Med containeren godt på plads kunne siderne, hvor malkepladserne er, foldes ud. Det tog to timer og herefter gik der yderligere otte timer med at trække strøm og etablere vaske- og mælkeledninger fra malkerum til malkestald.
Malkestalden er ganske simpel. Den er af swingovertypen, hvor samme malkesæt benyttes i begge sider. Der er ingen kraftfodertildeling og heller ikke hævbart gulv.
Til gengæld er den billig, og det var meget afgørende for Mathias Hansen, som anslår at have brugt 500-550.000 kroner på indkøb af den brugte malkestald samt indretningen rundt omkring malkestalden.
"Jeg er stadig en ung og forholdsvis ny landmand, så jeg har endnu ikke en høj solvens. Derfor har jeg valgt en økonomisk god og overskuelig løsning. Samtidig passer malkestalden godt til mit temperament, for jeg kan lave en del selv, hvis der sker små nedbrud", siger Mathias Hansen.
Malkestalden erstattede to slidte og fejlfyldte malkerobotter. Mathias Hansen fandt plads til malkestalden i en lade ved siden af kostalden, hvor der blev opstaldet småkalve. De er nu rykket ud i udendørs kalvehytter, og foruden malkestalden er der også blevet plads til et hold køer på dybstrøelse.
Der er god plads foran køerne i malkestalden, og det letter deres adgang under malkning. Samtidig er det let at gå op og kontrollere et øremærke ved mælkekontrol.
Læs mere om Mathias Hansens valg af malkestald i Kvæg Special, som udkommer 15. februar.
Faktaboks
- I forbindelse med skiftet fra malkerobotter til malkestald skiftede Mathias Hansen også race fra RDM til jersey. Han har efterfølgende udvidet besætningen fra 125 til 185 køer.
Relaterede artikler
Kommentarer