Blot en dråbe antibiotika tager øko-stemplet fra en amerikansk ko

I USA har de langt skrappere regler for medicinering på økologiske brug end det ses i Danmark.

Behandles en amerikansk, økologisk ko med antibiotika er det slut. I hvert fald med at være økologisk.

Det fortalte professor og leder af den økologiske forsøgsfarm på University of Minnesota, Bradley Heins, da han forleden var i Danmark i forbindelse med Kvægkongressen.

Selvom de amerikanske økologer har totalforbud mod at anvende antibiotika, betyder det dog ikke, at dyrene ikke behandles, slog Bradley Heins fast.

Bliver et økologisk dyr behandlet fratages det sit øko-mærke og skal sælges eller slagtes, når tilbageholdelsestiden er overstået. I den mellemliggende periode må mælken ikke leveres til mejeri eller anvendes til fodring af andre dyr.

Krydsninger og naturprodukter

For at nedbringe risikoen for sygdom, har de amerikanske økologer blandt andet slået sig på krydsningsavl indenfor kvægracerne, fordi krydsningerne er mere sunde end de renracede.

Der anvendes også en del vacciner herunder til at modstå mastitis og luftvejslidelser.

»Endelig har vi også et højt forbrug af naturlige, økologiske produkter«, sagde Bradley Heins og nævnte elektrolytter og pepermynteolie som eksempler på naturlige behandlingsmetoder.

Bedre økonomi

Total set er der 1498 økologiske mælkeproduktioner i USA, heraf er de 112 i delstaten Minnesota.

Kendetegnende for de amerikanske økologer er, at de har færre køer end deres konventionelle kollegaer, men tjener mere pr. ko takket være bedre sundhed, højere mælkepris og lavere foderomkostninger.

I Minnesota yder en økologisk ko 7.121 kg mod 11.295 kg hos en konventionel. Den økologiske mælk afregnes til 29 eurocent pr. kg mod 16 eurocent for et kg konventionelt mælk.

»Når økologerne samtidig fodrer meget mere med billigt græs fra afgræsning og ensilage, giver det en nettoindtjening pr. ko som er tre gange højere end hos de konventionelle«, lød det fra Bradley Heins.

De amerikanske, økologiske køer

1.498 farme har økologisk mælkeproduktion

I gennemsnit 80 køer pr. farm

Fodring med store mængder græs er udbredt.

Økologiske dyr skal have adgang til at gå ude hele året - når vejret tillader det.

Forbud mod at anvende hormoner

Dødeligheden er 3,5 pct. i økologiske besætninger. I konventionelle er den 5,5 pct.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.