Brosbøl om §3: Søg erstatning
Ifølge miljøminister Kirsten Brosbøl vil de fleste kun blive lidt ramt af forbud mod at gøde og sprøjte §3-arealer.

Hvis forbuddet mod at sprøjte og gøde §3-arealer er så omfattende på ens ejendom, at det ligner ekspropriation, kan man søge erstatning. Sådan lyder det fra miljøminister Kirsten Brosbøl (S), efter at hun fredag besøgte landmand Jens Bangsgaard i Thy, der er ramt på 25 procent af sit grovfoderareal.

Miljøministeren har ikke planer om at lempe reglerne, efter at hun har været ude og se, hvordan det ser ud.

»Vi indfører forbuddet for at leve op til EU’s krav om at øge biodiversiteten,« siger ministeren og peger på at forskere har sagt, at artsantallet vil stige med 44 procent, hvis man ikke gøder og sprøjter.

Minister: Vækstpakke er et plus

Ifølge Kirsten Brosbøl vil det koste landbruget 45 millioner kroner i driftstab. Hvis man regner på jordens værditab bliver landbrugets samlede tab 1,1 milliarder kroner. Men sådan mener hun ikke, man kan se på det.

»Vækstpakken giver samlet set landbruget et plus, også selv der er et tab ved ikke at sprøjte og gøde §3-arealer,« siger hun.

Det mener hun at landbruget skal være glade for.

»De skal huske at bruge samme regnemaskine, når de får noget,« siger hun og hentyder indirekte til, at hvis jordværdien falder, når man tager noget fra landbruget, må den stige, når landbruget får en håndsrækning.

Landboforening tvivler på gevinst

Kirsten Brosbøl understreger samtidig, at for de fleste af de landmænd, der bliver ramt, vil det kun være et mindre areal, så omkostningen vil være begrænset.

»Ellers kan de prøve at søge erstatning,« siger hun.

Leif Gravesen, næstformand for LandboThy, der havde inviteret miljøministeren til Thy, synes, at Kirsten Brosbøl virkede lydhør ved besøget, men tvivler nu på, at landbruget får noget ud af det.

»Efter hvad jeg har hørt hende sige efter mødet, er jeg lidt skuffet, men jeg havde heller ikke forventet noget,« siger han.

Tjek for fejl

Leif Gravesen peger blandt andet på, at de lettelser, ministeren har givet landbruget i vækstplanen, for eksempel færre randzoner og efterafgrøder, var stramninger, de selv havde indført.

»Det er jo Ebberød Bank,« siger han.

LandboThy's næstformand opfordrer sine landmandskolleger til at gå ind og tjekke miljøportalen for at se, om man skulle have fejludpeget §3-natur på ens ejendom. Med de regler ministeren varsler betyder det nemlig meget.

Han mener, at man i stedet for at stramme reglerne i §3-områderne, skal koncentrere sig om at vedligeholde den natur der er i forvejen

»Så kan vi senere udvikle den via frivillige ordninger,« siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.