Coop klar med 100 mærkede varer på dyrevelfærd
Detailgiganten sender nu sit eget mærke på hylder og i kølediske. Flere producenter har allerede ændret produktionen for at samle flere hjerter.

Coop er nu klar til at lancere sin nye mærkningsordning for dyrevelfærd. Dermed går detailkæden, der har kæderne Fakta, SuperBrugsen og Kvickly enegang i forhold til det kommende, statslige mærke, der lanceres til næste år på svinekød.

"Vi ser det som vores opgave at tale forbrugernes sag. Derfor kan vi ikke gå med på et mærke, der alene taler industriens og eksporterhvervets sag. Vores mærkningsordning er anderledes og vil i modsætning til ministerens skabe et mærkbart og markant løft i dyrevelfærden," siger koncerndirektør Jens Visholm i en pressemeddelelse fra Coop.

Mere end 100 produkter inden for svinekød, kyllinger, mælk, æg og oksekød fra malkekvæg bliver mærket allerede nu. Men Coop forventer, at man vil udvide ordningen til at omfatte 500 varer allerede næste år.

Producenter retter ind for at samle hjerter

Mærkningsordningen er et dyrevelfærdshjerte, hvor varerne kan få mellem 1 og 4 hjerter og den starter på et niveau der ligger over dansk lovgivning og praksis. Varer med 1 hjerte kommer fra dyr, der står i stald, men som har mere plads og løsdrift, end i standardproduktionen, oplyser Coop.

Varer med 4 hjerter kommer fra dyr, hvor der gøres en ekstraordinær indsats for dyrevelfærd, som ligger ud over reglerne for økologi og friland. De første varer i Danmark med fire hjerter er svinekød fra Hestbjergaard.

De 5 Gaarde, der sælger 6 mio. kyllinger til Coops butikker årligt, har ifølge Coop nu ændret produktionen ved at give mere plads til kyllingerne og dermed blive en del af mærkningen. Ifølge meddelelsen fra Coop har "interessen fra producenterne været kolossal".

Kriterierne for dyrevelfærdshjertet er udarbejdet i samarbejde med eksperter i dyrevelfærd fra Aarhus Universitet samt med rådgivning fra Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.