Coop overvejer støtte til landmænd
Coop overvejer at indføre en type mælk, hvor forbrugeren kan betale lidt ekstra og derved støtte landmanden.

Coop har hidtil afvist at yde støtte til landmænd i den form, som Rema 1000 valgte sidste uge, hvor de giver 50 øre ekstra til Arla og dermed andelshaverne pr. liter mælk.

Men detailgiganten, der ejer blandt andet Brugsen, Fakta og Irma, overvejer at lade forbrugerne selv bestemme, om de vil støtte de trængte mælkebønder ved at betale lidt ekstra, skriver Finans.dk.

"Vi overvejer at indføre mælk med et særligt landmandsmærke. Tanken er, at de forbrugere, som gerne vil støtte landmændene, kan vælge dette lidt dyrere mærke, når de køber mælk," fortæller Jens Visholm, food-direktør i Coop.

Coop undersøger pt., hvor lang tid det vil tage, før de nye typer kartoner med mærket kan komme ud i butikkerne. Beslutningen, om hvorvidt Coop vil indføre støtteordningen, er dog endnu ikke truffet. Ifølge Jens Visholm har Coop overvejet sådan et initiativ 'noget tid', dog uden at angive hvor længe.

Det vakte stor opmærksomhed blandt mange læsere af Landbrugsavisen.dk, da vi for to uger siden skrev om den britiske detailkæde Morrisons, som lader forbrugerne vælge enten at købe den billige mælk eller lægge 10 pence ekstra pr. pint, hvor landmanden får ekstraprisen. Det svarer til 46 øre pr. liter.

388 trykkede "synes godt om" nyheden på Landbrugsavisen.dk's facebookside for to uger siden og 66 delte nyheden.

"Ja, se det var en god ide, lad forbrugerne bestemme hvor meget landmændene skal tjene i stedet for alle de mellem virksomheder, der putter rigtig mange penge i lommen, inden de når ud til manden, der knokler 16 timer i døgnet, til en timeløn, der i øjeblikket hedder noget med minus 10-25 kr.," skrev Lise Lund Andersen, en læser af Landbrugsavisen.dk, dengang.

Fordelen ved denne type mærke er, mener Jens Visholm, at Coop dermed ikke direkte træffer beslutningen om, hvilke trængte landmænd, der skal støttes, og hvilke typer fødevareproducenter, der ikke skal støttes. Det ligger mere i forbrugernes hænder med et frivilligt mærke, mener han.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.