Danmark snupper både den gule trøje og bjergtrøjen i mælkeproduktion

Ugen på spidsen: I næste uge gæster en række europæiske mælkeproducenter Danmark for at lære noget om høj effektivitet og høje udbytter. En god del af forklaringen på den danske succes handler dog ikke kun om pres og krav fra omverdenen, men også om mentalitet og kultur, vurderer ugens klummeskribent på Kvæg Plus

Når en god del af de 271 medlemmer af European Dairy Farmers (EDF) i næste uge mødes til konference i Danmark, er det for at hente inspiration fra nogle af medlemskredsens mest effektive mælkeproducenter.

De 18 danske EDF-medlemmer er med 460 årskøer noget større end både det danske gennemsnit og EDF-gennemsnittet.

Op ad bakke for DK

Men det, der først og fremmest gør dansk mælkeproduktion interessant set med andre effektive mælkeproducenters øjne, er danskernes evne til at få noget ud af produktionen.

I udgangspunktet er det i forhold til EDF-gennemsnittet nemlig op ad bakke for de danske mælkeproducenter med højere gæld, højere fodringsomkostninger, højere jordleje, højere lønomkostninger og dermed samlet set højere totalomkostninger.

Næsten 2.000 kg mælk mere

Til gengæld ligger de danske EDF-medlemmers gennemsnitsydelse næsten 2.000 kg EKM/årsko over EDF-gennemsnittet, forbruget af kraftfoder er markant lavere end i andre højtydende EDF-besætninger.

Med 377 kg EKM produceret pr. arbejdstime og 16.000 kg EKM produceret pr. hektar foderafgrøde ligger den danske produktivitet også helt i top.

En naturlov

Det gør forskellen og er bestemt en konference værd, for set under ét bevæger det meste af den europæiske mælkeproduktion i samme retning som den danske med større enheder og højere omkostninger.

At overleve og tilmed vækste med høje omkostninger kræver høj produktion og høj effektivitet. Det er nærmest en naturlov.

Fælles udfordringer

Men kan den danske opskrift på relativt stor succes med mælkeproduktion overhovedet kopieres?

Både ja og nej. Øgede problemer med at skaffe arbejdskraft, stigende omkostninger og skærpede krav fra forbrugere og myndigheder til miljø, klima og dyrevelfærd samt verdensmarkedspriser på mælk og kød gælder på tværs af EU og EDF.

Her har Danmark allerhøjst haft et ’forspring’, hvis man kan udtrykke det på den måde.

Alle led i kæden

Men danskernes ’forspring’ skyldes ikke bare en hurtigere tilpasningsevne, men i mindst lige så høj grad også supergodt uddannede landmænd og ansatte, uvildig rådgivning, omfattende vidensdeling, praksisnær forskning og et godt blik hos alle led for hele værdikæden.

Det ses i deltaljen: EDF nævner, at mens fedtprocenten i den danske mælk er på EU-niveau, er proteinprocenten et nøk højere på grund af god fodring og fokuseret avlsarbejde.

Det bliver også bemærket, at mens ydelsesstigningen de seneste fem har været 574 kg EKM/årsko blandt EU-EDF-medlemmerne, har den i Danmark været næsten dobbelt så høj: 1.025 kg EKM/årsko.

Claus Solhøj er journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg og Kvæg Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter Mogensen og Claus Solhøj, begge journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg og Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.