Danmarks mest sjældne ko er en fyrig spaniol

Antallet af kvæg i Danmark faldt med 12.900 dyr i løbet af 2016. Jersey holder dog skansen, og de ekstensive kødracer til naturpleje går frem.

Den årlige optælling af kvæg i Danmark viser et fald på 12.900 dyr i løbet af 2016, mens en enkelt race er forsvundet, nemlig dansk gelbvieh, så der nu kun er 40 racer repræsenteret i Danmark.

Dermed er stigningen fra 2015 til 2016 igen afløst af fald. Nu var 2016 også et lidt specielt år, nemlig det første hele produktionsår efter afskaffelsen af mælkekvoten. Derfor brød optællingen primo 2016 med flere års faldende tendens for malkeracerne og viste en lille stigning for især dansk holstein og jersey, mens RDM fortsatte faldet.

Dansk Holstein er fortsat altdominerende i mælkeproduktionen med godt 888.000 dyr, efterfulgt af godt 140.000 jersey og knap 79.000 RDM. Derudover gemmer der sig helt sikkert også en del malkende køer blandt de registrerede 282.000 krydsninger.

Fremgang for naturplejere

Blandt kødracerne holder limousinerne førstepladsen med godt 40.000 dyr, efterfulgt af godt 28.000 hereford og knap 19.000 simmentaler.

Flere af kødracerne er i stigning, det gælder især de mere ekstensive racer til naturpleje som skotsk højland, angus og galloway.

Den meste sjældne race i Danmark er den spanske sayaguesa med blot et enkelt dyr i landet de seneste seks år. Racen er udryddelsestruet i sit hjemland og tæller blot 1.600 dyr i det centrale Spanien. Tyre vejer op til 1.100 kg, køer op til 700 kg, og racen bruges i dag primært til kødproduktion samt til krydsning på grund af sin nøjsomhed og gode frugtbarhed.

I alt fem racer er repræsenteret i Danmark med under 10 dyr hver, mens yderligere 10 racer har under 100 dyr hver.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.