Danske køer er 50 kg fra næste milepæl - men hvor længe bliver det ved?

Danske køers ydelse fortsætter med at stige. Snart runder vi 11.000 kg i gennemsnit, men hvor meget kan vi fortsat forvente, spørger denne uges klummeskribent.

Beskedne 50 kg.

Så lidt mangler der, før en dansk ko producerer 11.000 kg mælk.

Det viser en helt ny opgørelse fra RYK, som inkluderer ca. 520.000 køer fra 2.490 danske besætninger med ydelseskontrol.

Holstein er forsat helt i front med 11.529 kg EKM og følges op af køerne i de såkaldt ’øvrige besætninger’ med 10.758 kg EKM. RDM og Jersey opnår henholdsvis 10.561 kg EKM og 10.104 kg EKM.

Tallene er på en gang både vilde og imponerende.

Tænk en gang at danske kvægbrugere gennem tiden har udnyttet mere og mere af køernes potentiale, så vi nu står på et niveau, hvor køerne ikke er køer. De er topatleter!

Jeg har til flere økonomimøder set en graf, som viser en gunstig sammenhæng mellem ydelse og indtjening. Jo mere mælk des flere penge tilbage til landmanden. Sådan er det i langt de fleste tilfælde, men der findes selvfølgelig også eksempler på det modsatte!

Men hvor langt kan vi nå endnu?

Der er danske besætninger med 15.000 kg mælk i gennemsnit. Der er enkelte køer med 20.000 kg mælk, så der må være et vist potentiale for flere kg mælk.

Og der er uden tvivl masser af faglig appetit på flere kg mælk, for kvægbrugere måler stadig hinandens dygtighed på kg mælk.

Men ligesom det viser sig sværere og sværere for topatleter at nå bedre tider og flere rekorder, vil køernes ydelsesfremgang nok ikke buldre frem med samme hast som indtil nu.

Det kræver mere og mere, at få mere og mere ud af køerne, uden at det sættes til på økonomien. En uge med uforudset influenza, trope-temperaturer eller lignende kan sætte sit præg på vores højproduktive damer i staldene.

Det kræver god styring, håndværk og ’same procedure as always’ at udnytte det potentiale, som køerne stadig besidder.

Hvor meget tror du en dansk ko vil give om fem eller ti år?

Byd gerne ind i kommentarfeltet herunder.

Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.