Danske landmænd kan spare meget energi

Efter en målrettet kampagne fra Energistyrelsen har 40 pct. af bedriftsejerne handlet på opfordringen og søgt rådgivning om moderne staldbelysning og –ventilation. Der er nemlig både penge og CO2-udledning at spare.

Før Energistyrelsen i efteråret 2017 indledte en kampagne i landbruget, havde fire ud af fem dyrehold traditionel staldbelysning med lysstofrør, mens halvdelen af danske svinestalde blev ventileret af ældre ventilationsanlæg. Styrelsens beregninger viste imidlertid, at landbruget kan spare 54,4 mio. kr. ved at skifte til LED-belysning og 40,8 mio. kr. ved at skifte til moderne ventilation.

Målet med kampagnen ’Energihøsten’ var derfor at formidle de fordele, som landmændene kan opnå ved at skifte til LED-belysning og energieffektive ventilationsanlæg.

Efter kampagnen, som blev foretaget i samarbejde med lokale landboforeninger, har 40 pct. af landmændene, der har været eksponeret for kampagnen, søgt rådgivning, indhentet tilbud eller installeret moderne belysning eller ventilation. Det fortæller Thore Stenfeldt, som var en del af kampagnen som fuldmægtig i Energistyrelsen. Et resultat, der også vækker glæde hos energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

»’Energihøsten’ viser, at landbruget er parat til at få de gode energiløsninger helt ud i staldene. Og det er vigtigt for bedrifternes bundlinje og deres klimaaftryk. Kampagnen viser, at vi kan nå langt med tværgående samarbejde om at give den rigtige, målrettede information om energibesparelser«.

Så meget kan der spares

Et konkret eksempel på besparelsen i at udskifte belysning i stalden til LED er en kvægproducent med en estimeret staldstørrelse på lidt over 2.000 kvadratmeter og 3.000 årlige belysningstimer: Her vil tilbagebetalingstiden på at skifte fra halogen- til LED-belysning formentlig ligge et sted mellem 2,5 og 4,5 år, afhængigt af, om belysningen kan installeres i de eksisterende armaturer.

Ovenstående er et eksempel på en af de lavthængende frugter inden for energibesparelser, som Energistyrelsen gerne vil have flere danske landmænd til at plukke. Og hvis de gjorde det, kunne de samtidig forbedre deres bundlinje med over 50. mio. kr. om året og udlede ca. 25 ton mindre CO2. Derfor håber energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, at de danske landmænd vil fortsætte de gode initiativer.

Faktaboks

Fordele ved LED

  • Halverer ofte energiforbruget
  • LED-rør har ca. fem gange længere levetid end lysstofrør
  • Man kan vælge forskelligt lys, eks. kold eller varm farve
  • Dioder i LED-belysning skal ikke skiftes så ofte

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.