Danske mælkeproducenter kan nu sælge mælk på ny auktion

Ny platform for salg af frimælk er lanceret i Danmark - og vil ekspandere til resten af Europa.

En ny auktionsbaseret mælkebørs er netop lanceret af en kreds af danske og hollandske partnere.

Børsen hedder M2M – Milk2Market. På hjemmesiden kan mælkeproducenter udbyde deres mælk. For Arlas andelshavere gælder det, at de kan levere op til 20 procent af deres mælk til anden side. Det er eksempelvis denne mælk, den nye mælkebørs er relevant for.

Som producent skal man for at deltage i auktionerne kunne levere minimum 4.000 liter mælk til afhentning hver anden dag – eller ét stort lot eksempelvis hver 14. dag.

Afregningen sker i euro, og den sker endeligt på baggrund af leveret mængde og kvalitet. Alle leveringer tjekkes af Eurofins Steins Laboratorium.

Udover transparens om mælkeprisen - uden ekstra mellemled - ønsker skaberne af børsen at forbedre likviditeten hos mælkeproducenterne. Der er afregning to gange om ugen.

"Vi vil være relevante for de mælkeproducenter, som synes, at det er interessant at opnå en transparent prisfastsættelse og en forbedret likviditet", siger Adam Estrup.

Han er partner og medejer af børsen - og talsmand for virksomheden.  Sammen med sin hustru, Dorte Fonnesbech-Wulff Estrup, der også er medstifter og investor, har han et større planteavlsbrug på Vestsjælland.

Derudover inkluderer partner- og ejerkredsen: Andreas Hastrup, som er bestyrelsesformand, Erna de Greef og mælkeproducent Bart Wagenvoort, Jens Ravnsbæk Andersen, som er adm. direktør, Lieuwe Rozema Louise Hastrup og Gregers Hastrup.

Hvem er aftagerne af mælken?

”Det er i princippet alle mejerier, der har en interesse i at source deres råmælk på en anden måde, end de gør i dag”, svarer Adam Estrup.

Har I aftagere på plads?

”Vi har aftagere”.

Kan du løfte sløret for, hvem det er?

”Det er vi ikke interesserede i at gøre endnu. Det er en fortrolig og skærpet platform, vi arbejder på. Det er kun dem, der er direkte involveret i handlen, der ved hvem hinanden er”.

Har I både udenlandske og danske aftagere af mælken?

”Vi starter i Danmark, det er meget naturligt, det er her de fleste hører til, men det er klart, at vi ret hurtigt skal ekspandere. En stor del af de mælkeproducenter, vi er relevante for, ligger i Jylland, og det ligger jo tæt på Nordtyskland”.

Der er et spørgsmål om transport. Hvem skal betale den ekstra omkostning, der vil være, hvis sælger af mælken ligger længere væk fra aftager?

”Det er i princippet op til køber. Auktionen er bygget op om et interaktivt kort, hvor du som køber selv bestemmer, hvilke auktioner du deltager i, og hvor du derved selv kan fastlægge en optimal rute”

Kan sælge hoppe ud af en handel, hvis man ikke får en pris, der er bedre end den, du kan få hos eget mejeri?

”Du kan sætte en mindstepris som sælger”.

”De første handler er ikke gennemført endnu. Den pris, du ser på hjemmesiden, er baseret på nogle prøvehandler, vi har lavet. Men det svarer vist meget godt til, hvad der er den gængse pris lige nu”.

I EU-systemet – eksempelvis i EU-Parlamentet – har man talt meget om at styrke mælkeproducenternes position på markedet. Har I gjort jer tanker om det?

”Vi har i høj grad gjort tanker om det. Phil Hogan har sidste år netop peget på assymmetri og manglende transparens på mælkemarkedet, og det er klart, at det taler vi ind i: At styrke den generelle transparens i markedet”.

Mange landmænd – i hvert fald i Danmark – har jo en fast leverandøraftale med et mejeri. I Sverige har Arla strammet, hvor meget mælkeproducenterne kan levere til andet mejeri. I er jo afhængige af, at landmænd er i stand til at levere frit. Har I gjort jer tanker om det?

”Altså, der er jo altid en risiko, når man starter en ny type forretning, og dette kræver også at de aktører, der er i markedet, er parate til det og tør, for det er et væsentlig brud på den måde, man normalt handler på.”

”Det er også en måde, hvor mejerierne kan optimere produktionsplanlægningen. Det giver flere muligheder for dem, der skal købe mælken. Vi forlader os på, at nogle synes, at det er en god ide. Og vi har også talt med mange, som synes, at ideen er god.”

Er det mejerierne, der synes det er en god ide?

”Det er både på køber- og sælgerside”.

I vil gerne ekspandere til resten af Europa. Har I konkurrenter? Er der andre med lignende platforme?

”Der er bevægelser i markedet, som går den vej, og det vil være mærkeligt, om markedet for råmælk skulle være undtaget for den udvikling der gør sig gældende på alle andre områder.”

”Der er stor grøde i markedet”.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.