DC: Vi tjener for lidt i Tyskland - bygger fabrik til 300 mio. i Kina

Ny strategi fra Danish Crown viser klare prioriteringer.

Med sin netop offentliggjorte strategi foretager topchef i Danish Crown Jais Valeur en række klare valg. Og også en række tilvalg.

Et af de mere markante er, at Danish Crown ikke betragter Tyskland som sit hjemmemarked.

"Fire klare hjemmemarkeder. Danish Crown vil befæste sine i forvejen stærke forbrugerpositioner i Danmark, Sverige, England og Polen. Det skal gøre koncernen til markedsleder i Nordeuropa," melder Danish Crown.

Her skal der både bides mærke i, hvad der står, og hvad der ikke står. Alle de fire nævnte er stærke positioner for koncernen - og alle steder har man lokal produktion i form af fabrikker. Men et land glimrer ved sit fravær - nemlig det store tyske marked.

Valget sker til trods for, at koncernen sidste år slagtede mere end to mio. svin i Tyskland. Landet mod syd har dermed den største produktion i koncernen efter det danske marked. I Storbritannien blev også slagtet lige godt to mio. svin, mens de polske slagtninger lå på omkring 1,7 mio. og de svenske på 0,75 mio. svin.

Senere på dagen, onsdag, får Landbrugsavisen.dk en forklaring fra topchef Jais Valeur.

"Marginerne på det tyske marked er meget lave. Det er svært at se et afkast, der er lige så interessant som andre steder," fortæller Jais Valeur, der understreger, at Danish Crown tjener penge i dag i Tyskland, men ikke nok.

Som noget nyt får Danish Crown produktion i Kina, hvor de bygger en ny fabrik for 300 mio. kroner. Den nye fabrik placeres i Shanghai og baserer produktionen på råvarer fra de danske ejere.

Ud over satsningen på fire hjemmemarkeder indeholder strategien punkter om at sætte forbrugeren i fokus via øget forædling af højværdiprodukter samt at integrere koncernens mange enheder i ind- og udland bedre, så man høster synergier på bedre indkøb og vidensdeling.

Et centralt mål i den nye strategi, nemlig en forøget afregning til de danske ejere på hele 80 øre i forhold til sammenlignelige europæiske konkurrenter, blev allerede offentliggjort sidste uge.

Strategi: Fra stationcar til firehjulstrækker

Den nye strategi, der delvis blev præsenteret i en pressemeddelelse her til morgen, hedder "4WD", altså firehjulstrækker eller forward, fremad. At offentliggøre strategien og også dens målepunkter er nyt for koncernen, der ellers har holdt den slags internt.

"4WD kommer ud fra et ønske om at ændre Danish Crown fra det, jeg kalder en solid baghjulstrukket stationcar – der kører fantastisk på de asfalterede veje – til en firehjulstrukket terrængående bil, som kører præcis i den retning, vi ønsker, i bestræbelserne på at være den foretrukne forretningspartner for vores kunder. Med andre ord er det målet at gøre Danish Crown til en så stærk koncern, at vi hele tiden kan vælge den retning, der tjener vores ejere og kunder bedst uden unødig hensyn til vejenes beskaffenhed eller traditioner, " udtaler Jais Valeur.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.