Den røde ko vil have en grøn profil

VikingRed skal stå stærkt på bl.a. sundhed og foderudnyttelse, lyder forslaget til ny race-strategi.

Høj holdbarhed, meget få sygdomme, hornløshed og en høj foderudnyttelse.

Sådan lyder en række strategiske mål, som bestyrelsen bag VikingRed arbejder med som mål for den kommende 2025-strategi. Det fortalte Lars Iversen, formand for VikingReds racebestyrelse, da der i denne uge blev uddelt hæder for Årets Tyr og Alm. Brands sundhedspris.

Formanden slog bl.a. fast, at VikingRed fortsat står stærkt på sundhed, hvor racen har en lavere ko-dødelighed end holstein og jersey, har en fornuftig udskiftningsprocent og en fornuftig overlevelse blandt kalvene.

»Den høje sundhed vil være en del af vores profilering som en grøn og klimavenlig race«, fortalte Lars Iversen.

Et andet grønt aspekt er foderforbruget pr. kg mælk, og her ser racebestyrelsen frem til de første resultater af registrering af foderforbrug i den fynske RDM-besætning ejet af Sussi og Morten Graversen. Foderforbruget registreres med VikingGenetics CFIT-udstyr.

»Vi skal helt klart inkludere foderforbruget i avlsværdivurderingen, så de næste kvæg-generationer bliver endnu mere fodereffektive end dem, vi har i dag«, sagde Lars Iversen.

Formanden berørte også en målsætning om, at VikingRed vil være førende på egenskaben for hornløshed. Aktuelt er hver fjerde indkøbt tyr polled.

»Vi ved ikke, om det bliver et forbrugerkrav, at vi ikke må afhorne dyrene. Men vi skal tænke på, hvad der kan komme af krav, for at vi kan sælge vores produkter«, lød det fra Lars Iversen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.