Den store majskatastrofe er aflyst

Det varme sommervejr har reddet størsteparten af de danske majs. Høsten forventes at starte i slutningen af september.

Mange landmænds og planterådgiveres tanker om en katastrofal majshøst er forduftet i sommervarmen. For netop det lune vejr i både juni og juli har reddet mange af de majs, som kom halvskidt fra start eller blev sået sent.

Det er meldingen fra en række planterådgivere, som LandbrugsAvisen har talt med.

Og selv om de fleste har kurs mod en majshøst med normalt eller tæt på normalt udbytte, er der også enkelte, hvor siloerne langtfra bliver fyldte. I det sønderjyske beretter Carsten Clausen Kock, planterådgiver hos SLF, således om ’strøg’, hvor udbyttet vil være mindst 25 procent under det, man normalt vil forvente.

»Nogle steder ligner det en sammenplantning af kamille og majs. Måske kom majsen OK i jorden, men ukrudtsbekæmpelsen kunne ikke udføres, og måske fik man lige et angreb af fugle«, vurderer han.

I Viborg-området kan afdelingsleder for planteavl hos Velas, Bent Hedegaard, konstatere, at majs sået i våd jord med efterfølgende regn er en dårlig kombination.

I det sydvestjyske peger Erik Helbo, planterådgiver hos Sagro, på, at nogle majsplanter blev spist af stankelbenslarver, fordi majsen ikke kom godt fra start.

»Her vil man mangle 2-3.000 FEN pr. hektar«, lyder hans estimat.

Nogle landmænd har haft held med at genså majs, og har man valgt tidlige sorter, ser det ikke ud til at have påvirket udbyttet, mener Erik Helbo.

Senere høst end vanligt

Men langt de fleste steder står majsen godt. På Fyn noterer Hans Erik Larsen, planterådgiver hos Velas, at majsmarkerne står langt bedre, end han frygtede i maj.

Som flere andre peger Hans Erik Larsen på, at de tidligste majssorter vil være høstklare i sidste halvdel af september, forudsat at vejret indtil da bliver passende lunt. Varmen er nødvendig for, at kolberne bliver fyldte.

»Det atypiske i år bliver, at mange skal høste majs langt ind i oktober. Det er vi ikke vant til på øerne«, vurderer Hans Erik Larsen.

Det er Bent Hedegaard enig i. Han peger på majshøst i slutningen af september for tidlige sorter, og hvor majsens bladmasse ønskes grøn.

Hos LandboNord mener plante- og kvægrådgiver Knud R. Jensen ikke, at høsten bliver markant forsinket. Han vurderer, at den sene såning tager toppen af udbytterne.

»Det er ganske få marker, der står træls. De kommer ikke til at give noget af betydning. Men den slags marker ser vi altså hver år«, siger han.

Ret foderplanen til

Selv om udbyttet tegner til at blive på et normalt niveau, har flere sønderjyske mælkeproducenter sagt nej til at sælge overskydende majs til biogas.

»Vi får ikke majs i overskud i år, og derfor vælger flere at reservere al majsen til køerne«, forklarer Carsten Clausen Kock.

Han mener, at det er rettidig omhu allerede nu at se på beholdningerne og om nødvendigt justere majsandelen lidt ned, så man ikke løber tør før tid i 2022.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.