Derfor står der 3-0 til økologerne i klimakampen

Ugen på spidsen: Det er ikke nok at reducere sine klimagasudledninger. Man skal også huske at fortælle, at man gør det. Det viser Økologisk Landsforenings dygtige pressehåndtering, mener denne uges klummeskribent på Kvæg Plus.

1-0 til økologernes pressehåndtering.

Dagen efter regeringens luftforurenings- og klimaudspil kørte historierne i morgenradioen om økologernes klimahandlingsplaner, som på konkrete bedrifter reducerer CO2-udledningen med 8-15 procent gennem analyser af bedrifternes emissioner og brug målrettede reduktionstiltag.

Det var en flot måde at gribe den samfundsaktuelle dagsorden på og få sat sit eget positive fingeraftryk på den.

Flere bekymrer sig

Man kan faktisk sige 2-0 til Økologisk Landsforenings (ØL) pressehåndtering.

For på en dag, hvor midterpartierne og venstrefløjen og stort set alle miljø- og naturorganisationerne tæskede løs på regeringen for ikke at stille klimakrav til landbruget, stak økologerne fingeren i vejret, og sagde: Vi tager altså ansvar for klimaet og gør, hvad vi kan.

Et stærkt budskab, fordi klimaet faktisk bekymrer flere og flere mennesker.

Bagefter på klima

Måske skal man endda sige 3-0 til ØL’s pressehåndtering.

For i udgangspunktet er den økologiske landbrugsproduktion ikke så klimavenlig som den konventionelle landbrugsproduktion. Hvordan den præcise forskel skal gøres op, beror i høj grad på opgørelsesmetode og hvad som tælles med.

Det gør økologerne så også noget ved gennem bl.a. klimahandlingsplanerne. Den opnåede reduktion af bedrifternes CO2-, metan- og lattergasudledninger er jo reel nok.

Mange bække små

Det interessante ved ØL’s klimahandlingsplaner er bare, at de kun indeholder ganske få specifikke ’økologiske’ tiltag som f.eks. at hæve udbytterne.

Langt de fleste tiltag kan bruges af alle husdyrproducenter: Hyppigere tømning af stalden for gylle, levering til biogasanlæg, mere græs i sædskiftet, reduceret jordbehandling, flere efterafgrøder, udtagning af marginaljorde, øget skovrejsning, div. energisparetiltag, skift af el-leverandør til et grønt selskab.

Og så videre. Mange bække små…

Fortæl historien

Disse tiltag kan enhver husdyrproducent bruge, hvad enten han er økolog eller konventionel.

Ganske mange har allerede gjort brug af dem, for de gavner ikke kun klimaet. Der kan også være en bedre bundlinje gemt i ganske mange af tiltagene. Det har for eksempel den tredjedel af Arla-leverandørerne, der har fået lavet ’carbon footprint’-handlingsplaner siden 2012 for længst erfaret.

Men en vigtig lære af ØL’s pressehåndtering er, at man skal huske at få fortalt den gode historie, mens tid er, så man får kredit for den, signalerer opmærksomhed på aktuelle dagsordener og viser handlekraft.

Claus Solhøj, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.