Det gik godt i laboratoriet: Nu skal danske forsøgskøer teste nordiske tangtyper

Aarhus Universitet bygger videre på sin forskning i tang som et middel til at reducere køers metanudledning.

Forskere fra Aarhus Universitet tager inden længe de næste skridt i jagten på at finde virkemidler, der kan reducere køers metanudledning.

Sidste sommer kunne forskerne konstatere en markant reduktion af metanudledning, når flere nordiske tangarter blev tilsat et basisfoder af enten græs- eller majsensilage i laboratoriet. Siden viste det sig ikke umiddelbart muligt at skaffe tilstrækkelige mængder af disse tangtyper til fodring af rigtige forsøgskøer.

Men forskerne gav ikke op - og godt for det, fristes man til at sige på kvægets vegne, for til efteråret forventer man at have skaffet tilstrækkelige mængder af de to mest lovende tangarter til et rigtigt fodringsforsøg.

- Det ser jeg meget frem til, forklarer Mette Olaf Nielsen, der er professor på Aarhus Universitet og står i spidsen for forsøgene med tang.

bioaktive stoffer er fundet

Forskerne har brugt den mellemliggende periode til at teste tre andre nordiske tangtyper i et fodringsforsøg på rigtige køer. De tre tangarter var på forhånd ikke spået som værende særligt effektive til at reducere metan, og det blev påvist i forsøget. Til gengæld fandt man heller ikke en påvirkning af ædelyst til foderet eller på mælkeydelsen.

- Netop det, at køerne ikke reagerede med nedsat ædelyst eller nedsat mælkeydelse, når tang udgjorde fire procent af fodertørstof gør, at vi turde arbejde videre, forklarer Mette Olaf Nielsen.

Hun har sammen med resten af arbejdsgruppen identificeret nogle bioaktive stoffer, som visse tangarter danner og som kan hæmme metandannelsen i vommen.

- Vi har identificeret nogle stoffer, der forekommer i de arter, der havde den største metanreducerende effekt, men som ikke er i arter uden den effekt. De stoffer har vi nu bestilt hjem i deres rene form, og vi skal så i gang med at teste dem i laboratoriet for at finde ud af, præcis hvilke af disse stoffer, der kan udløse en markant reduktion i metandannelse under vomforgæring,” fortæller professoren.

Store perspektiver

Hvis det forestående fodringsforsøg viser en metanreduktion ved tilsætning af de tangtyper, som viste sig særligt effektive i laboratoriet, så vil det være en god nyhed for kvægbrugerne, mener Mette Olaf Nielsen.

Hermed vil kvægbrugerne nemlig kunne få endnu et virkemiddel til at reducere metandannelsen. I forvejen er Bovaer godkendt, men ikke til økologer. De må til gengæld gerne fodre med tang.

Faktaboks

Tang-projektet ClimateFeed er et samarbejde mellem Teknologisk Institut, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Vilofoss, DLG, Ocean Rainforest, Dansk Tang, DryingMate, Naturmælk, University of Waikato (New Zealand) og Seges Innovation. Projektet er finansieret af Innovationsfonden.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.