DLG og Danish Agro på FarmerTech

DLG og Danish Agro har i denne uge tilmeldt sig messen FarmerTech, der afholdes for første gang til januar.

De to store grovvarekoncerner DLG og Danish Agro har i denne uge tilmeldt sig messen FarmerTech, der afvikles i Herning 19-20. januar 2016. Begge vil deltage med tre stande. DLG får sin egen stand, og det samme gør datterselskaberne Vitfoss og DLG Vet. Danish Agro er repræsenteret af  Hatting, Vilovet og Vilomix.

»Vi er i forvejen til stede på Agromek hver anden vinter, og det giver derfor god mening for os at deltage i FarmerTech de to andre år. Messens klare fokus på at formidle den nyeste viden passer rigtig godt ind i vores visioner, siger chef for DLGs danske aktiviteter, koncerndirektør Ole Christensen.

Peter Iversen, direktør for Vilomix og medlem af Danish Agros koncernledelse, er på samme linje:

”FarmerTech er interessant for Danish Agro koncernen, fordi vi har mulighed for møde de danske landmænd, som vi samarbejder med i hverdagen, og vise dem bredden i vores services og ydelser. Vi skaber værdi for landmanden ved at have fokus på, at kunne dække så mange af hans behov som muligt.”

Målrettet messe

Mens Agromek er den bredde udstilling med alt til landbruget, er FarmerTech den mindre, mere målrettede messe om husdyr, korn & Foderstof, rådgivning og energi.  Messen arrangeres af Dansk AgroIndustri og LF med blandt andre Seges, Viking, MCH Messecenter Herning og LandbrugsMedierne som samarbejdspartnere.

»Ud fra en ren forretningsmæssig betragtning er FarmerTech ganske godt tænkt«, siger marketingschef, underdirektør Christoffer Hage, DLG.

»Det er en god ide med faste stande, der holder omkostningerne nede og gør messen mere overskuelig for den besøgende. For os betyder det, at vi kan give tre af vores selskaber en helt selvstændig profil”.

Konkrete nyheder

Konkret vil DLG på FarmerTech vise markante nyheder indenfor så forskellige emner yversundhed, smågrisefoder og ensillering.

Tilsvarende budskab kommer fra Danish Agro:

”Vores datterselskaber  Vilomix, Nordic Seed, Hatting, Vilovet og Vilofarm samt Danish Agro selv sætte fokus på produkter og produktnyheder indenfor en række produktkategorier”, siger Peter Iversen

” Det gælder blandt andet premix og vitaminer, såsæd, genetik, veterinærmedicin, foder, m.m.”

Ud over at deltage med stande på udstillingen vil såvel DLG som Danish Agro stille med indlægsholdere i forbindelse med de faglige seminarer, der er en integreret del af den nye messe. For yderligere at støtte messen sender de to koncerner en direkte og personlig invitation til deres over 20.000 danske kunder og medlemmer umiddelbart før messen.

Afvikles til januar

FarmerTech afvikles første gang 19.-20. januar 2016. En lang række virksomheder, ikke mindst indenfor standinventar, rådgivning og energi, har allerede meldt deres deltagelse.

»Dele af branchen har helt klart savnet en messe de vintre, hvor vi ikke holder Agromek«, siger Allan Pedersen, direktør for Dansk Agroindustri og for messen.

»Det er det behov, vi nu søger at efterkomme, vel at mærke med en messe efter et helt nyt koncept, hvor der lægges mere vægt på formidling af viden end på store stande. Vi sørger for opstilling af standene, der alle har standard-størrelse – alt sammen for at gøre det så nemt og billigt at deltage som muligt. Og vi er helt klart overordentlig glade for, at to så afgørende spillere som Danish Agro og DLG nu har valgt FarmerTech.”

 

Relaterede artikler

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.