Dyrevelfærd er et hit for fødevarer

Der er historisk stort fokus på dyrevelfærd i fødevareerhvervet, fortæller centrale kilder. Tendensen tog fart i 2013 og 2014.

Fødevareerhvervets fokus på dyrevelfærd er vokset voldsomt i de seneste to-tre år, og populariteten vil fortsætte med at vokse. Det fortæller centrale kilder i erhvervet og i forskerkredse.

”Man kan helt klart se, at fødevarebranchens fokus på dyrevelfærd er steget væsentligt i de sidste par år,” siger Lars Esbjerg til Foodculture.dk. Han forsker til daglig i markedsdrevet dyrevelfærd ved Aarhus Universitet og uddyber:

”Der er kommet mere bevidsthed om dyrevelfærd i samfundet generelt, og detailkæderne og producenterne vil ikke fremstå som dem, der plager dyrene.”


Dyrenes Beskyttelse: Kæmpepres fra detailhandlen

Hos Dyrenes Beskyttelse, der er i tæt dialog med detailkæderne og producenterne, bekræfter kommunikationschef Tina Engberg:

”Interessen for dyrevelfærd er eksploderet i løbet af de sidste tre år er. Der er et kæmpepres fra detailhandlen mod producenterne.”


Forbrugerne vil gerne betale

Det øgede fokus hænger ifølge Mariane Gregersen, forbrugerøkonom i Landbrug & Fødevarer blandt andet sammen med, at forbrugerne gerne vil betale mere for dyrevelfærd.

Salget af økologisk kød – der forbindes med høj dyrevelfærd - er eksempelvis røget så meget i vejret i 2015, at de store kæder har akut mangel på økologisk svine-, okse- og kyllingekød.

Selv om væksten også skyldes at flere kæder har skåret priserne på økologi betydeligt siden 2014, mener Jan Larsen, salgsdirektør i Føtex, at den voksende interesse også er en del af et generelt opsving:

”Trenden (interessen for dyrevelfærd, red.) er begyndt at accelerere. Det har noget med den finansielle situation at gøre og at flere og flere kunder, der tænker i den retning.”


Sortimentet forandrer sig

Branchens voksende fokus på dyrevelfærd viser sig blandt andet ved, at mange trendsættende aktører i de seneste år har taget klar afstand fra særligt to produkt-kategorier, som forbrugerne forbinder med lav dyrevelfærd: Buræg og foie gras.

Siden 2013 er buræggene for eksempel røget ud af Toms chokolader og Arlas koldskål. De er røget ud af Lagkagehuset og Magasin; og Kvickly fjernede buræggene helt fra hylderne i 2013, mens Irma er i færd med at udfase buræg som skjult ingrediens i alle deres produkter.

Samtidig arbejder detailbranchen lige nu benhårdt på at få flere produkter på hylderne, som forbrugere forbinder med høj dyrevelfærd. Coop, Rema 1000 og Føtex fortæller til foodculture.dk, at de i de kommende år vil udvide sortimentet af økologi, friland og andre ’dyrevelfærds-produkter’ betydelige i samarbejde med producenterne.

Hos Danish Crown bekræfter pressechef Jens Hansen:

”Vi mærker en stor interesse fra kæderne for at høre mere om, hvilke muligheder der er for at få højere dyrevelfærd," siger Jens Hansen til Foodculture.dk.


Coop fører an

Der er ikke overraskende en del konkurrence imellem detailkæderne indbyrdes, fortæller Lars Esbjerg fra Aarhus Universitet. Og i øjeblikket er Coop foran.

”Det er Coop, der har meldt kraftigst ud. De vil slå på, at de gør lidt mere for dyrevelfærden end konkurrenterne. Men Dansk Supermarked er ved at komme efter det, for de kan ikke have, at de kommer til at stå dårligere på den front. Rema 1000 og Supergros har også fokus på det.”


Flere reklamer med glade dyr

Coop lancerede sidste år sit nye madmanifest, hvori dyrevelfærd spiller en stor rolle. Og miljøchef hos Coop, Signe Frese, udtaler til Foodculture.dk:

”Vi forsøger blandt andet at få danskerne til at købe mere økologi ved at vise dem, hvad de får af dyrevelfærd for de ekstra kroner.”

For eksempel bliver Coops forbrugere i en række testbutikker konfronteret med reklamer for økologisk mælk, der viser, hvor mange køer, der – alt efter hvor mange liter økologisk mælk netop det supermarked sælger - kommer på græs.

”Og vi kommer til at sætte endnu mere fokus på dyrevelfærd i vores kampagner - både i forhold til økologi, men også i forhold til frilandskød, i de kommende år,” lover Signe Frese.

I Føtex er man siden 2014 begyndt at fokusere på dyrevelfærd i blandt andet tv-reklamer, mens kategorichef i Rema 1000, Jonas Garly Sørensen, fortæller, at deres tilbudsaviser fra 2014 og frem fokuserer langt mere på dyrvelfærd end hidtil.

Emneord dyrevelfærd

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.