Det er nyttesløst. Hvis man behandler, går det væk efter syv dage, og hvis man undlader behandling tager det én uge.
Sådan lød det kontante svar fra dyrlæge og professor ved det canadiske universitet Guelph, Stephen LeBlanc, da han holdt indlæg på et reproduktionsmøde arrangeret af VikingDanmark.
I sit indlæg kom han bl.a. ind på tilfælde med tilbageholdt efterbyrd, og det var her, at ordene om den nyttesløse behandling faldt.
»Det er spild af jeres penge og dyrlægens tid. Hvis ikke efterbyrden afgår planmæssigt indenfor seks-otte timer efter kælvningen, går der en uge, før den løsnes og afgår af sig selv. Med eller uden behandling«, sagde Stephen LeBlanc.
For lidt gang i immunsystemet
Når køer får tilbageholdt efterbyrd skyldes det ændringer i køernes immunsystem, som kan spores allerede to uger før forventet kælvning.
»Køerne skruer ned for immunforsvaret omkring livmoderen i løbet af drægtighedsperioden for at bære kalven. Når kalven fødes, ’skrues’ der op igen for at moderkagen kan fødes. Men hvis der er for lidt gang i immunforsvaret, sker det ikke«, forklarede Stephen LeBlanc.
Han hamrede samtidig en kraftigt pæl igennem synspunktet om, at tilbageholdt efterbyrd skyldes manglende kontraktioner i livmoderen.
»Det er faktisk lige modsat. Fra forsøg har vi set, at køer der ikke afstøder moderkagen har de stærkeste kontraktioner i livmoderen«, pointerede han.
Går efterbyrden ikke af sig selv, kan man i første omgang nøjes med at klippe det af, som måtte hænge ud af koen.
»Og herfra kan man altså ligeså godt vente på, at naturen går sin gang. Hvis tilbageholdt efterbyrd er en hyppig lidelse i besætning skal man se på køernes immunforsvar«, lød rådet fra Stephen LeBlanc.
Relaterede artikler
Kommentarer